Aleqa Hammond vil have udvidet perioden for garnfiskeri
Nunatta Qitornai vil på samlingen diskutere, hvorvidt perioden for garnfiskeri omkring Uummannaq skal forlænges.
Det er ikke fordi, kvoterne skal hæves, at Nunatta Qitornai vil have forlænget perioden for garnfisker. Det er for, at fiskerne får mulighed for at fiske hele den tilgængelige kvote, så landet kan få mest muligt gavn af skatter og afgifter fra fiskeriet.
Sådan lyder en del af begrundelsen for partiets forslag til forespørgselsdebat til den kommende samling.
Isen driller
- Hellefiskefiskerne i Uummannaq har søgt om tidsmæssig forlængelse af garnfiskeriet efter hellefisk, men får afslag da de afsatte tidsperioder for Upernavik, Ilulissat og Uummannaq er ens. Man har lavet ens regler for alle uden at tage hensyn til vinterisen i Uummannaq og det forhold, at vinterisen ligger der i længere tid og skaber problemer lokalt, skriver Aleqa Hammond.
Hun er dog tilfreds med, at det er Naalakkersuisut, der udsteder bekendtgørelser og særlige regler omkring garnfiskeriet med grundlag i den eksisterende fiskerilovgivning, og at kommunerne kan lave nærmere regler om dispensation fra forbuddet mod fiskeri med garn.
-Dette er i sig selv ganske udmærket, da man finder det vigtigt, at der er klare regler, som ikke kan misfortolkes, og som grundlæggende sikrer en retfærdig drift af fiskeriet.
Vil ikke hæve kvoten
De givne forhold i forbindelse med garnfiskeriet efter hellefisk er dog ganske forskellige, og alligevel er de gældende tidsperioder for fiskeriet ens alle steder, skriver hun.
Aleqa Hammond understreger, at debatten ikke drejer sig om at forhøje kvoten eller at ændre på fangstmetoden. Det drejer sig udelukkende om, at man skal kunne sikre sig, at man får opfisket den afsatte kvote fuldt ud inden for det pågældende kvoteår.