Aaja og Aki-Matilda fortsætter i Folketinget

Det bliver Siumut og Inuit Ataqatigiit, der hver kan sende en kandidat til Folketinget den kommende valgperiode. Det står klart, efter de sidste stemmer er talt op.

Offentliggjort

Selvom IA har mistet en smule terræn og Siumut er gået frem, kunne konkurrenterne fra Demokraatit og Naleraq som ellers har haft et fint valg ikke helt stå distancen og vippe de siddende folketingsmedlemmer af pinden.

Valgets helt store vinder blev Siumuts Aki-Matilda Høegh-Dam med omkring 7000 personlige stemmer. Og hun var glad da Sermitsiaq.AG fangede hende da resultatet stod klart tirsdag aften.

- Det er en kæmpe sejr for Siumut og det er vi glade for. Fra vælgernes side har man anerkendt vores ærlighed og transparens i forhold til vores politik. Det har været vigtigt under valgkampen, at vi har fokuseret på vores politik og, hvordan tingene er opnået den seneste valgperiode. Det tror jeg har haft en effekt.

Afventer hvad Mette F. vil med sin valgsejr

Hvad mandatet skal bruges til handler i første omgang, om hvordan Mette Frederiksen vælger at bruge valgresultatet i Danmark til.

- Nu skal vi jo lige se, hvordan forhandlingerne om en ny regering går i Danmark, men et er sikkert, og det er, at vi vil være hele Grønlands stemme og samarbejde med alle partier herhjemme om at opnå de bedste resultater i Folketinget for Grønland.

Med resultatet i Danmark kan de nordatlantiske mandater blive afgørende, hvis Mette Frederiksen beslutter sig for at gå med et rødt flertal. Men det har statsministeren afvist under hele valgkampen, hvor hun har fremlagt et ønske og en plan om at danne en bred regering henover midten.

Mette Frederiksen bliver grønlands stemme

Hvis det bliver tilfældet er de nordatlantiske mandater mindre vigtige for at finde de 90 mandater, og dermed er forhandlingsudgangspunktet også et andet og mindre gusntigt i forhold til at være tungen på vægtskålen for at tælle til 90.

- Når vi peger på en statsministerkandidat, så er det den person, der skal føre forhandlingerne om, hvordan en regering skal se ud og på den måde bruge vores mandat og den grønlandske stemme i Folketinget, slutter Aki-Matilda Høegh-Dam.

Powered by Labrador CMS