50 nye taxabevillinger i Kommune Kujalleq
Bevillinger fordeles på tre byer, mens regler for taxaområdet skal opdateres.
Leiff Josefsen
Kommune Kujalleq har besluttet at udstede 50 nye taxabevillinger. Beslutningen blev truffet på et ekstraordinært møde i kommunalbestyrelsen fredag den 20. marts.
Antallet af bevillinger fastsættes efter indbyggertal, med 10 bevillinger pr. 1.000 indbyggere. Det betyder, at der kan gives 30 bevillinger i Qaqortoq og 10 i henholdsvis Narsaq og Nanortalik.
- Det vil hvert år blive vurderet, om antallet af taxabevillinger er for højt eller for lavt. I forbindelse med den kommende lufthavn i Qaqortoq forventes et øget behov for taxaer, og derfor er antallet fastsat som nu, siger borgmester Malene Vahl Rasmussen i en pressemeddelelse på kommunens hjemmeside.
Samtidig arbejder kommunen på at opdatere den gældende vedtægt for taxaområdet, som trådte i kraft i november 2023.
Vedtægt skal opdateres
Ifølge kommunen er reglerne ikke blevet fulgt tilstrækkeligt, og derfor er der nu sat gang i et oprydningsarbejde i samarbejde med branchen.
- Vi har erfaret, at vedtægten, som trådte i kraft i november 2023, ikke er blevet fulgt tilstrækkeligt. Derfor er administrationen i gang med at rydde op på området i tæt samarbejde med taxavognmændene for at skabe bedre orden. Derudover har vi afholdt møde med branchen med henblik på at forbedre og opdatere vedtægten, hvilket forventes at ske i løbet af sommeren, forklarer kommunaldirektør Randi Vestergaard Evaldsen og fortsætter:
- Når de opdaterede regler er klar efter sommeren, vil de blive sendt i høring blandt taxaerhvervet. Vi lægger vægt på ikke at skabe unødige barrierer for erhvervsdrivende, og derfor er vi glade for det store fremmøde til vores invitation. Det er vigtigt for os at sikre, at borgerne trygt kan benytte taxa, og at vedtægterne løbende bliver overholdt.
Kommunen har i den forbindelse været i dialog med taxavognmænd i Qaqortoq på et møde den 26. marts, hvor både administrationen og politikere deltog.