18-årig mand tilbageholdes i 28 dage for drab

Grønlands Politi afventer en retsmediciner fra Danmark, så liget af en 42-årig mand kan obduceres. Den mistænkte i drabet, en 18-årig mand, tilbageholdes i 28 dage.

Offentliggjort

En mand på 18 år er fremstillet ved grundlovsforhør i går lørdag den 1. januar, mistænkt for drab på en 42-årig mand. Den mistænkte er nu tilbageholdt i 28 dage, oplyser vagtchef ved Grønlands Politi, Gedion Qvist til Sermitsiaq.AG.

- Nu afventer vi en retsmediciner, så liget kan obduceres. Vi har på nuværende tidspunkt ikke flere oplysninger, siger han.

Grønlands Politi fik en anmeldelse om et muligt drab i bygden Sermiligaaq ved Tasiilaq 1. januar 2022 om morgenen. Den mistænkte, der nu er tilbageholdt og den afdøde, har ifølge politiet familierelationer.

Mand anholdt i Qaanaaq

Travlheden hos politiet er ved at aftage siden nytåret, oplyser vagtchefen. Der er dog sket endnu en anholdelse i går lørdag. Denne gang en mand i Qaanaaq, der er anholdt for at have udøvet vold mod en anden person. Manden skal senere i dag fremstilles i grundlovsforhør, oplyser politiet.

Også i Qaanaaq efterforsker politiet en brandstiftelse, hvor en yngre mand er mistænkt for at have påsat ild i et hus.

- Der er ikke sket personskade under branden. Manden, der nu er hos politiets varetægt, skal fremstilles ved et grundlovsforhør med henblik på en tilbageholdelse, siger Gedion Qvist.

Powered by Labrador CMS