107 poser med mad delt ud på en halv time

I alt fik 107 husstande en pose med nødvendige dagligvarer, da frivillige uddelte donerede varer i Nuuk onsdag aften. Donationerne gik som varmt brød og blev leveret til døren i løbet af en halv time.

Offentliggjort

Angajo Lennert-Sandgreen har gjort det igen.

Sammen med fire andre initiativtagere har han samlet dagligvarer som mad, toiletpapir og lidt godt til ganen, delt dem i kasser og poser, og leveret til døren til i alt 107 trængende husstande i Nuuk.

I alt modtog 107 husstande en kasse eller en pose med dagligvarer som mel, morgenmad, mælk, brød, pålæg og toiletpapir, da Angajo Lennert-Sandgreen sammen med fire andre initiativtagere arrangerede en donation og uddeling onsdag aften.

Det er andet år i træk, at Angajo Lennert-Sandgreen har samlet dagligvarer og uddelt donationerne til de trængende i slutningen af januar. Og han fortæller til Sermitsiaq.AG, at det bliver en tilbagevendende tradition.

- Vi snakker allerede om at gøre det igen til næste år. Det er en virkelig dejlig følelse at kunne hjælpe til, når vi kan se, at der er behov for hjælp. Det giver varme at kunne give og hjælpe. Det sætter selvfølgelig også tankerne i gang, når der er så mange, der bliver så taknemlig for den lille hjælp, vi giver, siger Angajo Lennert-Sandgreen.

Flere virksomheder hopper med

Sidste år uddelte han donationerne til i alt 66 enlige med børn. I år var der flere donationer fra frivillige og virksomheder, så flere kunne nyde godt af januar-hjælpen, som Angajo Lennert-Sandgreen sammen med John Thorsen, Kasper Berthelsen, René Andersen og Pipaluk Lynge-Rasmussen har initieret.

Flere virksomheder har meldt sig på banen og vil donere varer. Det drejer sig om Katuaq, Pisiffik, Brugseni, KK Engros, Cafe Esmeralda, Pilersuisoq og Nuummi Katersortarfik (forsamlingshuset) lagde lokaler til, mens flere frivillige kom og uddelte donationerne til husstandene.

- Jeg håber, at initiativet kan bredes ud til flere byer på kysten. Det er ikke kun her i Nuuk, der er familier, der har brug for håndsrækning især i slutningen af januar. Til næste år vil vi begynde at promovere tidligere, så flere kan få samme ide og donere mad til de trængende i andre byer, siger Angajo Lennert-Sandgreen.

- Vi kan se, at der er brug for den hjælp, vi rækker ud. Det er dejligt, at der er så stor taknemlighed hos de familier, vi hjælper, siger han og sender en stor tak for donationerne fra virksomhederne.

Stormvarsel for Tasiilaq
DMI har udsendt et kategori 2 stormvarsel for Tasiilaq, gældende fra den 6. marts 2024 kl. 09.00 til den 7. marts 2024 kl. 01.00. Stormen vil have vindhastigheder på 25-27 m/s fra nordøst, med...
Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Powered by Labrador CMS