Ivalu Barlach Christensen og det uendelige univers

Immense.

Dét er det ord, som Ivalu Barlach Christensen ville bruge til at beskrive universet, hvis kun fik lov til at bruge ét.

- Det betyder, at noget er meget stort, ja. Men også at det er fyldt med noget, forklarer hun.

Gas og galakser for eksempel.

På grønlandsk findes der to ord for ’univers’: ’Silaannarsuaq’ og ’avataarsua’.

Ivalu Barlach Christensen synes, at silaannarsuaq er mest passende, da det også peger på, at universet ikke er tomt.

- Der er gas, derude – ikke lige så meget, som der er i atmosfæren omkring Jorden, men der er noget derude, pointerer hun.

31-årige Ivalu Barlach Christensen har interesseret sig for det store verdensrum lige siden, hun var helt lille. Da hun gik i 1. klasse, fik hun en bog om solsystemet af sine forældre, og hun lærte derefter hurtigt planeternes rækkefølge udenad.

I dag har hun efterhånden beskæftiget sig med universet i otte år.

I juni måned blev hun færdig med sin ph.d. i radioastronomi og fik dermed en doktorgrad inden for astrofysik – som Grønlands første og foreløbigt eneste.

Gik i skole trods sygdom

Ivalu Barlach Christensen blev født i Nuuk 4. januar i 1995. Efter fem år flyttede familien til Aasiaat, hvor hun er opvokset med sine forældre og sin ét år yngre lillebror.

- Det var hyggeligt, men jeg havde også en trang til at komme ud og opleve verden. Det var ikke nemt at komme ud – især om vinteren, hvor alt var frosset til, fortæller hun.

Det var også en af grundene til, at hun og hendes bror begyndte at dyrke sport. Når der var GM i håndbold, som hun gik til, var det også en adgangsbillet til at besøge andre byer og møde nye mennesker.

Udover sin længsel ud af byen, var Ivalu Barlach Christensen også draget mod de love og kræfter, der får Jorden til at dreje rundt, stjerner til at fødes og naturen til at opføre sig, som den gør.

Hun sad klistret foran fjernsynet, hver gang den danske astrofysiker Anja C. Andersen var på og fortalte om asteroider eller sorte huller.

- Jeg var mind blown. Det hele lød så spændende – men også så langt væk, fortæller Ivalu Barlach Christensen.

Hendes yndlingsfag i skolen var matematik og naturfag, og hun elskede at gå i skole.

Så meget at hun lavede den ”omvendte” finte i forhold til den, som de fleste skoleelever nok har lavet på et eller andet tidspunkt i løbet af deres skoleliv: at lade som om man er syg, så man kan slippe for en dag i skole.

- Jeg lod i stedet som om, jeg var rask, når jeg i virkeligheden var syg, fortæller Ivalu Barlach Christensen og griner.

Hun husker en episode i sjette klasse, hvor hun var blevet så syg, at læreren bad hendes forældre om at hente hende.

- De gav mig en lille skideballe og jeg fik at vide, at jeg skulle sige, når jeg var syg, fortæller hun og smiler.

Hvor tror du, det stammer fra, det med at elske skolen så meget?

- Mine forældre har altid gjort meget ud af at opdrage os til at respektere tiden, og at det ikke er godt at komme for sent. Så det var ikke noget, vi gjorde, svarer hun.

Men lysten til at lære og til at gå i skole, stammer nok mest fra en indre nysgerrighed. Og en rigtig dygtig skolelærer.

- Fra sjette til tiende klasse, havde vi en virkelig god lærer. Vi var alle sammen glade for ham – mange af os har stadig kontakt til ham den dag i dag.

Én time i hjertet af Grønlandsteleskopet

Ivalu Barlach Christensens interesse i fysik og astronomi fulgte hende gennem barndommen.

- Det fede ved fysik er, at man kan sætte sig ned og udlede noget, som giver mening, siger hun og tilføjer:

- Og at man kan bruge de formler, man udleder, til at forudse, hvordan noget bevæger sig eller opfører sig. Det bruger man også meget i astrofysikken.

I begyndelsen så hun dog ikke astronomien som en karrieremulighed. Da hun i 2014 færdiggjorde sin gymnasieuddannelse i Sisimiut, var det tid til at vælge, hvad hun skulle studere.

Hun var dengang meget engageret i klimaforandringerne, og derfor overvejede hun, om det var dét, hun skulle satse på at blive klogere på.

Med håbet om at kunne kombinere sin kærlighed til naturvidenskab og passion for klimaet, søgte Ivalu Barlach Christensen ind på miljøteknologiuddannelsen på Aalborg Universitet.

Det havde dog intet med klimaforandringer at gøre, viste det sig.

Hun kunne derfor ligeså godt vende tilbage til det fag, som hun fortabte sig i som barn, tænkte hun, og i 2015 begyndte hun at læse fysik.

Da hun nåede til det sidste år af bacheloruddannelsen, læste hun en dag en artikel om, at et stort radioteleskop var blevet sat op på Pituffik Space Base.

Grønlandsteleskopet hed det – og dets opgave var at tage billeder af sorte huller.

Ivalu Barlach Christensen sendte straks en mail til de mennesker, der arbejdede med det. Et par måneder senere fik hun svar fra en astrofysiker fra Boston i USA, der for tiden arbejdede på basen.

- Jeg ville bare gerne se, hvordan de arbejdede deroppe. Men han havde store tanker, fortæller hun.

Det endte med, at Ivalu Barlach Christensen hen over sommeren i 2018 og 2019 kom på to forskningsophold i Boston, mens hun havde ferie fra sin kandidatuddannelse.

- Det var første gang, at jeg beskæftigede mig med radioastronomi, stjernedannelser og kemien i dannelsen af stjerner. Og det er så det, jeg har forsket i lige siden, siger hun.

Der skulle dog gå fire år år, før Ivalu Barlach Christensen kom til Pituffik Space Base for at se teleskopet.

I mellemtiden færdiggjorde hun forskningsprojekterne i Boston, sin kandidatgrad på Lund Universitet i Sverige og var flyttet til Bonn i Tyskland for at læse en ph.d. i radioastronomi.

De værste corona-år var ovre, og i 2022, et par uger inden Ivalu Barlach Christensen skulle på en uges ferie i Danmark, fik hun et opkald fra den amerikanske ambassade i København.

Der var opstået en ledig plads på en kort dagstur til Pituffik Space Base, og pladsen var hendes, hvis hun ville have den.

Det ville hun gerne.

Sammen med en række andre forskere fra København hoppede hun på et fly til Pituffik. Samlet set brugte de en time på basen, inden de skulle vende retur mod Danmark igen. Men Ivalu Barlach Christensen fik set det, hun havde drømt om at se længe.

Hun fik blandt andet adgang til motoren, der styrer Grønlandsteleskopet. Eller hjertet af maskinen, som hun selv formulerer det.

- Teleskopet er en gigantisk parabol, der er 12 meter i diameter – kæmpestor. Det lys, der bliver opfanget af teleskopet, kan vi se som signaler, der laves om til enten billeder eller spektre, forklarer hun.

Det var en storslået oplevelse, som hun for to år siden fik muligheden for at gentage, da hun besøgte teleskopet igen. Denne gang var hun der i to uger, hvor hun også var med til at observere.

Sigt efter månen…

Hvad der begyndte som en barnefacination, har i dag viklet sig ind i stort set alle kroge og afskygninger af Ivalu Barlach Christensens liv.

I dag bor hun i Ullerslev på Fyn. Da AG talte med hende havde hun ferie og talte dagene til den totale solformørkelse, som fandt sted 12. august.

Den unge astrofysiker havde store planer om at se fænomenet med sin onkel i Odense.

LÆS OGSÅ

Et liv viklet ind i ledninger

- Alle andre gange, hvor jeg har forsøgt at se en solformørkelse, har jeg været så uheldig, at det har været overskyet, lød det fra hende over telefonen.

Udover at se en solformørkelse på en skyfri himmel, har Ivalu Barlach Christensen mange drømme og idéer, når det kommer til astrofysikken og fremtiden.

Én af dem handler om at gøre astronomien og alt det finurlige, der foregår i universet omkring os, mere tilgængelig for grønlændere.

- Mange af fænomenerne inden for astronomien, findes der endnu ikke ord for på grønlandsk. Det er blevet mit livsmål at ændre det, siger hun.

I dag rejser Ivalu Barlach Christensen ofte til Grønland, hvor hun laver oplæg på folkeskoler om astronomi og verdensrummet. Gennem de oplæg håber hun, at hun kan vise børn og unge, at det er muligt at bliver astrofysiker og beskæftige sig med astronomi.

For selvom hun endte med at studere fysik og nu beskæftiger sig med det område, der interesserer hende allermest, har hun ofte været usikker undervejs.

- I mit uddannelsesforløb har jeg ofte tænkt, at der var mange ting, som ikke var muligt for mig som grønlænder, siger hun.

- Jeg vil gerne vise de elever, der har interesse for astrofysik, og som måske gerne vil studere de her mærkelige fag, at det er muligt.