Et liv viklet ind i ledninger

Da John Frederiksen havde rundet 50 år som montør, modtog han en fortjenstmedalje. Direktøren for Tusass, Jonas Hasselriis, overrakte den til ham og roste ham for mange års tro tjeneste.

John Frederiksen var sådan en man kunne regne med, sagde han til receptionen, der blev afholdt i Tusass' kantine. Hvis han blev givet en opgave, så udførte han den til punkt og prikke.

I dag, et års tid senere, ligger sølvmedaljen i en skuffe. Ved særlige lejligheder kommer den på, såsom et bryllup. Så skinner den som en påmindelse, om ikke bare 50 års tro tjeneste, men også om 50 års teknologiske udvikling.

Da John Frederiksen begyndte at arbejde med ledninger, antenner og installationer, så var der hverken internet eller mobiltelefoner. Faktisk var det ikke engang muligt at ringe mellem byerne og bygderne. John Frederiksen har været med til at forbinde det grønlandske folk med hinanden og til omverdenen. Sådan kan man sige det. Eller man kan formulere det som han selv gør:

 - Min vigtigste opgave er, at sørge for at alting virker.

De første telefonforbindelser

John Frederiksen blev født 3. december 1956 på Rigshospitalet i København. Hans mor Henriette Frederiksen kom fra Qeqertarsuatsiaat (på dansk: Fiskenæsset) og hans far Frank Frederiksen kom fra København. De mødte hinanden i Nuuk – og fulgtes ad resten af livet.

I 1958 flyttede familien fra Danmark og tilbage til Grønland. Mødet med levevisen her gav anledning til spørgsmål hos den lille dreng.

- Jeg så, hvordan fisk blev kastet ud på klipperne, og spurgte min mor hvorfor grønlænderne smed deres mad ud.

Snart forstod han, at det var sådan man gjorde, når de kogte fisk skulle spises.

I de samme år skete der store udviklinger for grønlandsk telefoni. I 1963 blev et telefonnet etableret i Nuuk, og året efter fik man også telefonforbindelse til udlandet.

Da John Frederiksen var omkring 10 år gammel, fangede han sin første rype.

- Det var i bunden af Industrivej, lige ved taxacentralen, genkalder han sig.

- Lige der, på solsiden, der skød jeg min første.

John Frederiksen var sammen med sin lillebror Tonny Frederiksen. De var i tvivl om de havde ramt den. For at være helt sikker trykkede John Frederiksen på riflens aftrækker et par ekstra gange.

- Den var helt skudt i stykker, siger John Frederiksen. Rypen, den var ikke til at spise. Men de var stolte. John Frederiksen blev hurtigt ferm til at fange fuglene – og når han kom hjem med dem, spiste hans mor dem råt.

En antenne på 500 meter

I 1970-erne begyndte man i Grønland at etablere en radiokæde, som sendte signal fra antenne til antenne. Sådan en blev John Frederiksens ansat til at passe. I vinteren 1973, da han var 16 år gammel, fik John Frederiksen nemlig sit første job i teletjenesten i  Grønlands Tekniske Organisation (GTO).

Det var på Kitsissut (Telegraføen) nær Nuuk. Medarbejderne var derude en uge ad gangen, hvis altså vejrforholdene tillod sejladsen frem og tilbage.

Det var en omfattende opgave at vedligeholde antennerne, der skulle sikre telefonforbindelse, radio og tv-signal langs vestkysten. For det var tit, at de faldt ned, hvis der var storm. Den højeste af antennerne var 500 meter høj.

- Der var elektrikere, kokke, maskinarbejdere, mastearbejdere, smede … opremser John Frederiksen.

- Selv gik jeg og skovlede sne, siger John Frederiksen. Men han banede også vejen til noget andet. Han kom nemlig ind i montørernes verden, og lærte om kabler, installation på huse og telefonapparater.

I 1976 kom han på telefonskole i Odense.

- Jeg skulle bare have papir på det, jeg kunne allerede det hele, siger John Frederiksen.

I Danmark brugte man kabler, der bestod af ledninger isoleret med papir. Det samme gjorde man til at begynde med her i Grønland. Indtil man altså måtte erkende, at de ikke duede til det arktiske klima, fortæller John Frederiksen.

- Først kom frosten, så kom foråret, og så blev der bøvl med telefonforbindelserne, siger han. I stedet gik man over til ledninger isoleret med plastik og fedt, som kunne modstå kulden og fugten.

Som en del af jobbet begyndte han også at oplære danske montører, der kom til Grønland på to-årskontrakter.

- Jeg fandt ud af, at de tjente tre gange så meget som mig. Selvom det var mig, der skulle oplære dem, siger han.

Da han drøftede det med chefen, fik han besked på at acceptere det, eller at finde et andet arbejde.

Han valgte det sidste. På cirka samme tid mødte han hende, der skulle blive hans kone og mor til hans tre børn, Juliane Frederiksen.

Faxmaskinens indtog

- Det var faktisk Juliane, der spændte ben for mig, siger John Frederiksen. De to mødtes til en fest i 1979.

- Så var jeg lige ved at falde, og så trak hun mig ind til sig og sagde: ’Jeg vil giftes med dig og have børn med dig’.

Efter det begyndte de at ses, og snart efter skulle de være forældre. Først blev deres datter Pia født i 1980. Så kom sønnen Palle i 1984 og sønnen Amos i 1990. De var sammen, indtil at Juliane Frederiksen blev syg og gik bort for to år siden.

- Juliane var hele familiens samlingspunkt, siger John Frederiksen.

- Hun elskede at invitere folk på besøg, og den evne er vi mange der savner i dag, siger han.

I 1981 flyttede John Frederiksen og Juliane Frederiksen til Qeqertarsuatsiaat, hvor John Frederiksen fik job som fisker.

- Men så forsvandt torsken, og jeg kravlede op på land igen, siger han. Derefter havde han forskellige job i kommunen, elværket og på vandværket.

I 1988 vendte John Frederiksen tilbage til montørernes verden. Grønland stod på tærsklen til at overgå fra analog til digitale telefoncentraler, og John Frederiksen havde fået job i Aasiaat, hvor han skulle passe en af de gamle centraler.

Faxmaskinerne kom frem dengang. I starten skabte den store problemer for de gamle telefoncentraler, fordi faxen kommunikerede meget hurtigere end de kunne nå at følge med. Det førte til en masse klager fra abonnenterne, fordi forbindelsen glippede.

Det problem var John Frederiksen opsat på at løse. Også selvom det betød en masse overarbejde for ham.

- Om aftenen, efter børnene var gået i seng, tog jeg ind på telefoncentralen og undersøgte problemerne med faxen.

Til sidst fandt han ud af det:

- Det var bare en simpel 15 centimeters ledning, der skulle sættes på, siger John Frederiksen. 

- Jeg kan huske, at vores driftschef var lidt skeptisk over for mig, fordi jeg ikke var så erfaren. Men så løste jeg det der, og så var jeg verdensmester i hans øjne, siger John Frederiksen.

Episoden er typisk for John Frederiksens arbejdsliv. Når han er stødt på et problem, har han også villet løse det. Derfor har han igennem karrieren fået flere produkter "aflåst", som han kalder det. Fået fjernet alle deres softwarefejl - og modtaget et engangsvederlag for sin indsats.

-Jeg er jo kun tekniker, men det arbejde jeg har udført, er nærmest ingeniørarbejde, siger han.

Familien blev i Aasiaat i to år, og vendte herefter tilbage til Nuuk. Her kom han til at arbejde med digitalisering og etablering af internetforbindelser.

- Jeg er blevet omskolet mange gange, siger han. Og så har han rejst nærmest hele Grønland rundt.

- Jeg har besøgt nærmest alle bygderne, fra syd til nord og vest til øst. Det klagede min kone noget over, siger John Frederiksen.

I dag arbejder han mest hjemmefra, men for nyligt var han faktisk igen ude på Kitsissut. Medarbejderhuset lignede sig selv, fortæller John Frederiksen. Selv møblerne af teaktræ var de samme som dengang i halvfjerdserne. Men der var dog blevet ændret på én ting, som ellers står meget tydeligt i John Frederiksens erindring.

- Vi plejede at have en masse Rapport-piger hængende rundt omkring.

Dem havde direktøren fjernet, fordi Mette Frederiksen skulle på besøg.

Dataforbindelsen i bygderne

John Frederiksen har taget hul på et nyt kapitel - et som han deler med sin kæreste Aviâja Rosing Jakobsen. Ligesom ham havde hun mistet sin ægtefælle, og de to har kunne mødes i både sorg og glæde.

- Aviâja har været en god samtalepartner, og hjulpet mig igennem de svære tider.

I dag bor de to sammen i et hus med udsigt til Sermitsiaq og en altan hvorfra de siger godmorgen til fuglene.

- Man skal sørge for at komme videre, siger John Frederiksen.

De drømmer om en større båd, når de begge er pensionerede.

- Bare smide anker, hvor der er skønt og alt det der, siger John Frederiksen.

Selvom han fylder 70 år til december, så er et stille pensionistliv dog ikke lige om hjørnet. Faktisk kan han slet ikke gå på pension, siger han.

- Der er ikke nogen andre, som har forstand på det gamle udstyr ude i bygderne, siger han.

- Hvad så med butikkerne, elværket, skolerne, sundhedsvæsenet og kommunekontoret? Det er deres dataforbindelser, og de kan ikke undvære den, siger han.

John Frederiksen spiller akustisk guitar i bandet The Påhængsmotors, og går på rensdyrjagt og fanger ørred i sin fritid.

For to år siden begyndte han at sejle for sin datter og svigersøns firma Sumut Greenland, der tager turister med på eventyr i Nuup Kangerlua.

- Det er det bedste kontor, man kan sidde i, siger John Frederiksen, som nyder at se velkendte landskaber igennem turisternes øjne.

- Det er fantastisk, når jeg har taget imod turisterne, og så afleverer dem tilbage ved Tidevandstrappen senere, helt glade og tilfredse.

En af deres mest populære ture er isfjordssejlads. Imellem iskosserne slukker John Frederiksen for motoren og spørger gæsterne: Kan I høre stilheden?

- Mange græder, når de opdager det, siger han.