Naalakkersuisut ansætter Helena Lynge Møller som departementschef
Helena Lynge Møller bliver permanent departementschef efter at have været fungerende i stillingen siden maj.
Helena Lynge Møller har siden maj 2026 været fungerende departementschef i Departementet for Børn, Unge, Justitsområdet og Ligestilling.
Foto: Naalakkersuisut
Naalakkersuisut har ansat Helena Lynge Møller som ny departementschef i Departementet for Børn, Unge, Justitsområdet og Ligestilling. Hun tiltræder stillingen den 1. september 2026.
Det oplyser Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.
Ifølge Naalakkersuisut har Helena Lynge Møller siden maj 2026 været fungerende departementschef i departementet. Forud for dette var hun afdelingschef for Afdelingen for Tværgående Projekter og Monitorering i samme departement.
Naalakkersuisoq Mariane Paviasen Jensen (IA) glæder sig over ansættelsen:
– Jeg er meget glad for, at Helena har sagt ja til stillingen som departementschef. Hun har et solidt kendskab til departementets arbejde og ressortområdet og har allerede vist stærke ledelsesmæssige kompetencer som fungerende departementschef.
– Jeg har fuld tillid til, at hun kan løfte opgaven, og jeg ser frem til vores fortsatte gode samarbejde, udtaler Naalakkersuisoq for Børn, Unge, Justitsområdet og Ligestilling, Mariane Paviasen Jensen.
Tidligere har Helena Lynge Møller ligeledes været afdelingschef i Socialstyrelsen med ansvar for den nationale forebyggelsesenhed Paarisa. Hun er uddannet kandidat i samfundsvidenskab fra Ilisimatusarfik og har desuden gennemført en diplomuddannelse i ledelse.