Sara Marie holder traditioner i live

Iqaluit 2024.

Sara Marie befinder sig i Nunavut i Canada, hvor hun gennem sit arbejde i systuen Kittat har fået muligheden for at møde sine inuitfrænder. Stemningen føles genkendelig og familiær. Som at komme hjem til noget, hun allerede kender. Hun lægger mærke til deres afslappede måde at leve på: Tiden fylder ikke så meget, og man kan blot dukke op et sted uden en fast aftale. Det passer perfekt til Sara Maries sind, hvor hun trives i det naturlige og uformelle.

Rejsen har gjort noget ved hende. Sara Marie mærker tydeligt, hvor meget af den gamle livsform og de traditionelle værdier, vi har mistet med tiden. Det gør hende lidt sørgelig.

Netop derfor har hun købt en ulu, den traditionelle grønlandske kvindekniv. Hun har lagt mærke til, at den i mange hjem blot hænger som pynt på væggen, ligesom den grønlandske dragt i dag kun tages frem til højtider. Men hendes ulu skal ikke ende som udsmykning. Den skal bruges til syning, til arbejde, til at holde traditionen i live. Hun smiler lidt ved tanken, mattak ville nok smage endnu bedre, hvis hun brugte sin ulu til at skære med næste gang.

Da Sara Marie vendte tilbage til Nuuk, hvor hun bor, anede hun ikke, at rejsen til Iqaluit nogle år senere skulle blive begyndelsen på hendes egen vej som selvstændig. Oplevelserne vil plante et frø, et ønske om at bidrage til at bringe en del af den grønlandske kultur og håndværkstradition tilbage gennem sit arbejde med syning.

Fra begyndelsen af november startede Sara Marie L. Berthelsen som selvstændig skrædder under navnet “Qilertilik”.

Lad os lære kvinden bag ulu’en bedre at kende.

Barndommen i radiofjeldet

Sara Marie Lyberth Berthelsen blev født den 10. juli i 1982 – for 43 år siden i Nuuk. Der vokser hun op. Hendes forældre er Naja Qujaukitsoq, som er pædagog, og faren er journalist Søren Petersen Lyberth.

- Jeg har en lillebror og en lillesøster. Jeg er den ældste, derfor er den stærkeste og smukkeste og den bedste, griner Sara Marie Lyberth Berthelsen.

I begyndelsen af 1980-erne, hvor hun bliver født, summede Nuuk af forandring. Byen voksede hastigt og nye boligblokke skød op langs fjeldene. Det var tiden efter stiftelsen af Inuit Circumpolar Council og med en stigende bevidsthed om grønlandsk sprog, kultur og identitet. Midt i denne bølge af udvikling, levede Sara Marie sit trygge barndom på Radiofjeldet i Nuuks midtby.

- Mit første minde er, at jeg legede hus i køkkenet med min sut i munden. Jeg tyggede og tyggede på den. Jeg prøvede at lave huller i den. Det siger nok lidt om, hvor stædig jeg er, husker hun med et smil.

Klassens stille pige

Sara Marie startede folkeskolen i Atuarfik Samuel Kleinschmidt, i daglig tale ASK.

Hun var klassens stille og generte pige, den type, der ikke sagde ret meget.

- Da jeg voksede op, var det et problem for mig, at jeg var så stille og tilbageholden, fortæller Sara Marie Lyberth Berthelsen.

Fritiden blev holdt udenfor, sammen med de andre børn.

- Vi legede meget udenfor, spillede rundbold, tagfat og gemmeleg. Gode gamle dage, fortæller hun.

Efter endt folkeskole rejser Sara Marie til Danmark på efterskole. Mål: At kunne snakke bedre dansk.

- Jeg håbede på, at jeg ville være den eneste grønlænder, siger hun.

En glad og spændt Sara Marie skulle væk fra sine forældre og lære at klare sig selv.

- Det var virkelig godt for mig, at jeg rejste. Jeg fik nye venner og oplevelser, husker Sara Marie.

Da hun havde afsluttet efterskolen, tog hun med sin mor og søskende på ferie til Kreta, hvor solen og havet blev en blid pause i overgangen til noget nyt.

- Jeg kan huske, at min mor var lidt småsur, måske også lidt stresset. Til sidst blev jeg træt af det og sagde noget til hende. Det lignede ellers ikke mig, da jeg har altid været typen, der holder tingene for mig selv. Min mor blev helt glad og sagde: “Endelig!” Hun taler stadig om det, den dag i dag, griner Sara Marie.

Den store kærlighed

Tilbage i Nuuk. Med et forbedret dansk sprog og større selvtillid, begynder Sara Marie på gymnasiet.

Vi er i året 2001.

- Da jeg gik på gymnasiet, hørte jeg noget om tøjdesign og tænkte: ”Wow, det kunne være sejt, at kunne det” Men jeg tænkte ikke rigtig mere over det, husker Sara Marie.

Efter gymnasiet, begyndte hun at arbejde i Nuuks lokale Brugsen, uvidende om at hun ville møde en, der ville ændre hendes liv.

- Han arbejdede også i Brugsen. Han var så elskelig, åben, og snakkede meget! Det viste sig, at han skulle være min mand, griner hun.

Sara Marie mødte sin kommende mand i 2005. Parret har været sammen i 20 år og har to drenge sammen, der er født i 2014 og 2016.

Året 2008 var året, hvor hun tænkte, at hun ville tage designeruddannelsen. Sara Marie startede på VUC gymnasiet i Odense, så hun kunne forbedre sine karakterer.

- Under min uddannelse som designer, fandt jeg ud af, at jeg passede bedre som beklædningshåndværker, dengang blev det kaldt for skrædder, siger Sara Marie.

Og i 2014 kunne hun kalde sig for en uddannet skrædder.

Med en uddannelse rigere, rejser Sara Marie tilbage til Nuuk.

- Dengang var jeg begyndt at have smerter i mine led. Det blev så slemt til sidst, at jeg søgte en læge, husker hun.

Det viste sig, at Sara Marie havde en kronisk gigtsygdom.

- Den dag, lægen fortalte mig, at jeg havde en gigtsygdom, var også den dag, jeg fik at vide, at jeg var gravid, fortæller hun.

Ajunngilaq, det skal nok gå. Selvom det var hårdt at sluge, at hun havde en kronisk sygdom, var det også en af hendes bedste dage i hendes liv. Hun skulle være mor.

- Jeg har altid villet have et barn, smiler Sara Marie.

Systuen Kittat

Hendes første job som en uddannet skrædder, var i tøjbutikken Nuuk Couture.

- Jeg var så stolt af min nye titel og jeg arbejdede der, indtil jeg gik på barsel, fortæller hun.

På grund af økonomiske udfordringer blev hendes stilling opsagt.

- Meget forståeligt, men øv!, fortæller Sara Marie Lyberth Berthelsen.

Hvad så? Hun blev vikar på sin gamle folkeskole, ASK.

- Det var absolut ikke noget for mig. Jeg elsker børn, men nej, jeg skulle ikke være lærer, siger hun.

En dag viste Sara Maries kusine, Nahome, et opslag om at systuen Kittat holdt et arrangement om de grønlandske dragter.

- Jeg har altid haft en interesse i de grønlandske dragter. Jeg tror, jeg har det fra min bedstemor, der havde et stort hjerte for dem, fortæller Sara Marie.

Hun blev fanget og mærkede, hvor dyb en interesse, hun havde for den grønlandske kultur og håndværkstradition.

Et år efter så hun at Kittat søgte en skrædder. Perfekt. Hun søgte stillingen og fik den.

- Min tid i Kittat betød enormt meget for mig. Det var der, jeg udviklede mig fagligt, men også som person, siger hun.

Ni år og syv måneder blev det til hos Kittat. Med en bagage fuld af viden om grønlandsk kultur og håndværkstradition, begiver Sara Marie sig nu ud i det mere ukendte - men også spændende - liv som selvstændig skrædder. Det passer perfekt til hende, der trives i det naturlige og i det uformelle.

En dag af gangen, vil hun bringe en del af den grønlandske kultur og håndværkstradition tilbage gennem sit arbejde med syning med en hjerte, der banker for inuitkulturen.