Ny generation overtager rensdyrstation

Stefán Hrafn Magnússon har haft rensdyrstation i Isortoq i næsten 40 år. Hans søn og datter er nu ved at overtage driften, som nu i højere grad består i at sælge ture til turister og trofæjagt.

Det er sønnen Manitsiaq John Nielsen på 28 år og datteren Freyja Athena Stefánsdóttir på 23 år, der driver virksomheden, mens Stefán Hrafn Magnússon, der i dag er 69, fungerer som konsulent.

Stefáns historie er unik. Det fortæller den engelsk sprogede Icelandic Times i en omtale af biografien ”Isortoq: Stefán, rensdyrbonden”, der er skrevet af Svava Jónsdóttir.

I bogen fortæller Stefán om sit liv før og efter han flyttede til Grønland. Om hans eventyrlige liv, udfordringerne, ulykkerne, dyrene, naturen og den globale opvarmning, der påvirker hans forretning.

Da Stefán voksede op, tilbragte han alle somrene på sine bedsteforældres gård i Vestisland. Hans drøm var at blive landmand, og han var interesseret i Arktis, som for ham var et eventyr.

Som 15-årig tog Stefán til Grønland for første gang – alene, og i de følgende år rejste han dertil flere gange og lærte landet at kende.

Ungdom præget af rensdyr

Ellers var opvæksten præget af rensdyr og han lærte rensdyravlen fra bunden.

Efter at Stefán havde fået sin landbrugsuddannelse i Island, flyttede han til Norge som 19-årig for at arbejde som rensdyrhyrde for samerne. Han arbejdede på en kvægfarm i Canada, og han studerede rensdyravl i Sverige, hvor han gik på gymnasiet i Gellivare i Svensk Sameland, hvor der var et gymnasieprogram, der omfattede rensdyravl.

Derefter flyttede han til Alaska, hvor han underviste i rensdyravl og brug af Islandske heste som transportmiddel på tundraen i Alaska i lighed med cowboylivet i Texas, og arbejdede som rådgiver inden for rensdyravl.

Rensdyr i Sydgrønland

Med sine erfaringer om rensdyravl flyttede Stéfan til Grønland omkring 1980 og samarbejdede med Ole Kristiansen med rensdyr i Sydgrønland.

Ole var pioner og bragte rensdyrene til Sydgrønland i 1973 fra den norske rensdyrbestand i Itinnera i Nuup Kangerlua, som KGH importerede fra Stjernøy i Finnmark i Nordnorge i 1953.

I 1989 oprettede Stéfan Magnússon sin rensdyrstation, og i de sidste 30 år eller deromkring har han arbejdet med rensdyr på et enormt stykke land i Sydgrønland.

Farmen hedder Isortuusua (som betyder 'Stort mudret vand' – hvilket henviser til det gletsjerslam, der er ført ud fra bunden af gletsjeren ved Indlandsisen), og familievirksomheden hedder Isortoq Reindeer Station.

Hårdt arbejde, men mangelfuld støtte

Rensdyrbestanden udviklede sig fra nogle få hundrede til over 5000, da der var flest.

Stéfan måtte selv udvikle forretningen og skabe omsætning. Han fik ikke nogen hjælp hverken fra hjemmestyre eller selvstyre, som tilsyneladende ikke var interesseret i rensdyravl.

– Eller de satte sig ikke ind i det, da vi ikke var så store i mange, dog vil jeg nævne.

at vi stod tre år i træk for 30 procent af landbrugsproduktionen i Grønland og for 100 procent af eksporten af landbrugsvarer fra Grønland, siger Stéfan Magnússon og tilføjer:

– Al landbrugsstøtte gik til og går til fåreavlerne. Rensdyravlen var og er åbenbart ikke anerkendt som støtteberettiget.

– Når vi slagtede, gjorde vi det for egne penge, medens fåreavlen modtog indhandlingstilskud, samtidig modtog også Neqi A/S et indhandlingstilskud, fortæller han.

– Jeg tror det samlede indhandlingstilskud i 2023 løb op på 33 kroner per kilo slagtet lam, mens rensdyravlen ikke fik støtte.

– Sammenlignet med Norge betalte Norge indhandlingstilskud på op mod 250 kroner per indhandlet dyr. Sverige (medlem af EU) plejede at ligge på omkring otte kroner i tilskud per kilogram.

Han fik dog støtte af Kaj Egede, da han var landbrugsminister.

– Kaj Egede havde god indsigt i landbrugserhvervet i Sydgrønland og havde store visioner, siger Stéfan Magnússon. 

Slagteriet

Det var hårdt arbejde, og han byggede sit eget slagteri, der blev godkendt til eksport af EU og CFIA Canada. Slagteriet eksisterer stadigvæk og er i god mekanisk stand.

– Vi har vedligeholdt standarden forskriftmæssigt efter veterinære krav, fortæller han til Sermitsiaq.

– Før vi byggede slagteriet, søgte vi om erhvervsudviklingsstøtte til byggeriet, men fik afslag. Påstanden fra daværende forvaltning var, at slagteriet var industri og ikke landbrug. Men et par år sener fik Neqi A/S 60 millioner til moderniseringen af lammeslagteriet i Narsaq. Vi skulle kun bruge omkring fire millioner dengang.

På et tidspunkt, da både slagteriet i Narsaq og moskusslagteriet i Kangerlussuaq gav underskud, tilbød Stéfan Magnússon at slagte alle lam og andre dyr på sit slagteri i Isortoq uden at få tilskud.

– Men det blev afvist, selv om hjemmestyret dengang kunne have sparet penge på det. Det skyldtes hovedsagelig forhandlinger med KNI og Lammeslagteriet om indhandlingsprisen, vurderer han.

Mener du at støtte til landbruget er negativt?

– Mange mennesker opfatter tilskud som noget negativt, men de glemmer at tilskud til landbruget gør maden billigere i indkøb for borgerne i almenhed. Det er en demokratisk distribution af lige levevilkår for alle i samfundet. Derfor bør man betragte støtte til landbrug og erhverv som noget godt i samfundet, siger Stéfan Magnússon og tilføjer, men støtten burde også omfatte rensdyravl.

Eksport til mange lande

Stéfan Magnússon kunne ikke afsætte alt rensdyrkødet i Grønland, så han har eksporteret til skiftende lande. Han havde gode kontakter både i Island, Norge, Sverige, Canada og i Alaska, og har i årenes løb eksporteret til alle disse lande samt flere lande i EU.

På et tidspunkt eksporterede han rensdyrkødet til gourmet restauranter i Montreal og det øvrige Quebec - altså den franske del af Canada.

Stigende udgifter

Efterhånden er udgifterne til rensdyrproduktionen steget så meget, at Stéfan Magnússon har svært ved at følge med, hvilket er årsag til skiftet til trofæjagt.

Det er blandt andet øgede udgifter til helikopter, når rensdyrene skal samles ind.

– Regeringen kræver i loven om husdyr og semidomesticerede husdyr, at vi mærker alle dyr, men der kommer ingen modydelse fra det offentlige, som ville gøre det muligt for os at indfri denne lovgivning 100 procent, forklarer Stéfan om de øgede udgifter.

Samtidig skaber klimaforandringerne problemer for rensdyrenes naturlige føde, da der efter tøperioder kommer frost, og der lægger sig is oven på den naturlige føde som lyng og lavbuske og andre planter, som rensdyrene lever af og skraber op med deres hove.

Men isen gør, at de ikke kan komme ned til maden.

– Det betyder, at man i fremtiden for rensdyravlen er nødt til at satse på systematisk fodring af dyrene i lighed med, hvad andet landbrug gør. Vi er endnu ikke påbegyndt disse tiltag, dertil mangler der en konkret aftale med Landbrugsforvaltningen i selvstyret, som vil gøre dette muligt, siger han.

Det samme fænomen oplever rensdyravlere andre steder i verden.

– Vores kollegaer i Norge, Sverige og Finland praktiserer fodringstilskud om vinteren med indkøbt foder. Men i Grønland vil det være meget dyrt at få transporteret foder til landet. Derfor vil det være mere selvbærende og økonomisk rigtigt med langtidsplanlægning og at producere foderet lokalt, siger han.

Forvaltning

Han kæmper også med det offentlige om hjælp til driften af rensdyravlen og forståelse for problemerne.

– I isvintre fryser fjorden, der adskiller rensdyrstationens nordlige grænse og Ivittuut i Kommuneqarfik Sermersooq. Når denne fjord får islæg, har rensdyrene tendens til at vandre over grænsen til Ivittuut. Selvstyret konfiskerer disse dyr og udsteder jagtlicenser til publikum. Det er ren konfiskation af vores ejendom uden erstatning efter vores opfattelse, vurderer han.

– Vi vil gerne indfange disse dyr og vil derfor ansøge Teknisk Forvaltning i Kommuneqarfik Sermersooq om at opføre en indhegning, således vi kan indfange disse dyr og transportere dem hjem under forhold, hvor vi ikke er afhængige af, om der er is på fjorden. Denne is er i dag meget ustabil og varer ofte kun i to uger eller deromkring. Derfor er det meget utrygt at køre over med snescootere, som vi skal bruge til at drive rensdyrene sammen og presse dem tilbage, selvom isen bærer rensdyrene med deres brede klove. Der er også farlige strømsteder, hvor isen kan være meget tynd, hvis der kommer varme perioder i nogle dage, som det ofte sker med klimaforandringerne.

Nye tiltag inden for turisme

Stéfan Magnússon har hele tiden være på forkant med udviklingen og som iværksætter tænkt i nye muligheder.

Han var således blandt andet med til at starte trofæjagt i Grønland. I starten af halvfemserne var der meget modstand imod hans trofæjagt.

Han var også med til at danne outfitter ordningen i Grønland.

– Vi holdt så vidt jeg husker de første kurser i 1996. Her deltog berømte outfittere som Mattias Ingemann og Karsten Lings fra Kangerlussuaq. Dette blev fulgt op af Trofækurser i Kangerlussuaq de følgende år.

– I 2012 lavede vi en samarbejdsaftale med et islandsk lystfiskerfirma om at finansiere en luksuriøs turistlejr med hytter i renavlslandet, hvor folk fra hele verden kommer for at jage, fiske eller vandre, fortæller han.

– I dag er den største del af forretningen derfor turisme og især trofæjagt.

– Turistaktiviteterne markedsføres især fra Island og på de sociale medier.

– Den negative side af dette er, at der ikke er nok midler til den daglige drift, da der strømmer for megen fortjeneste ud af landet, som kunne blive brugt til yderligere udbygning og konsolidering af renavlen som sådan. Men aftalen er snart overstået, så der vil komme økonomiske forbedringer til dette i fremtiden, siger Stéfan Magnússon.

Der er også en anden rensdyravler i Sydgrønland. Det er Hans Janussen, som har en bestand på 400 dyr på øen Tuttutooq lige over for Narsaq. Hans firma hedder: Tuttutooq opkaldt efter øen.