Den sidste Thule-arbejder

Endnu et kapitel til den årelange sag om B-52 flyet, der den 21. januar 1968 styrtede ved Thule med fire brintbomber ombord, blev skrevet mandag aften, da DR viste dokumentaren ”Thuleulykkens sidste vidner”.

Blandt de medvirkende i udsendelsen var den tidligere næstformand i Foreningen af Stråleramte Thulearbejdere Hugo Elmer, der i årevis kæmpede for at få de danske myndighederne til at anerkende, at en række grønlandske og danske arbejdere på Thule-basen fik stråleskader i forbindelse med ulykken.

Hugo Elmer er godt tilfreds med, at dokumentaren endnu en gang sætter fokus på sagen, men mener også, at programmet ikke kom omkring alle hjørner i sagen.

- Programmet var meget hårdt klippet, så der manglede en del detaljer, siger Hugo Elmer til Sermitsiaq.

- Jeg havde programmet til gennemsyn og foreslog DR-journalisten, at man lavede det om til to programmer eller forlængede det til halvanden time. Der blev lyttet, men det førte altså ikke til ændringer – og det kan jeg godt være lidt ked af.

Mange optagelser

- For programmet har været længe undervejs – og jeg har sammen med formanden Jens Zinglersen, der døde i 2024, haft mange snakke og optagelser sammen med journalisten, forklarer Hugo Elmer.

Den væsentligste oplysning i programmet er, at USA siden 2022 har anerkendt, at amerikanske soldater, der deltog i oprydningsarbejdet, har ret til erstatning – bare fordi de deltog i arbejdet og uden bevisførelse for sammenhæng med sygdomme.

Det undrer Hugo Elmer, at de danske myndigheder ikke har fulgt den amerikanske lovgivning.

- Jeg kan simpelthen ikke forstå, at sundhedsministeriet ikke fulgte den amerikanske lovgivning tilbage i 2022. Nu er det ved at være for sent, for vi er ikke mange tilbage fra dengang.

Hugo Elmer kom til Thulebasen i maj 1967 som elektriker og var på basen frem til 1971 og tilbage for et sommerjob et par år senere. Hugo Elmer er i dag 83 år – og han har ingen men fra opholdet på Thule-basen i 1969. Han understreger, at han ikke selv var på ulykkesstedet og heller ikke deltog direkte i oprydningsarbejdet. Men han husker ulykken tydeligt.

Hele barakken rystede

- Jeg var i gang med at lave el i en af barakkerne, da braget kom sidst på eftermiddagen. Vi vidste jo ikke, hvad der var sket, men hele barakken rystede – og jeg troede, at det måske var en bil, der var kørt ind i barakken.

- Efter et par minutter kom der så besked om, at det ”Broken Arrow” – altså kodeordet for et flystyrt – og vi blev kommanderet ud for at lede efter overlevende.

- Først måtte vi forbi værkstedet og gøre bilerne klar med generatorer på ladet – og så kørte vi ellers ud over isen med åbne vinduer i hård frost for at lede. Det stod på i mange timer og var en kold fornøjelse, men jeg kom ikke selv på noget tidspunkt i nærheden af ulykkesstedet.

- Vi bar ikke særligt beskyttelsesudstyr, men var bare iført parcaer og almindelig vinterbeklædning.

Seks overlevende

Eftersøgningen endte med, at personellet fandt seks overlevende, der var sprunget ud med faldskærm – og også selve ulykkesstedet, hvor der havde været en voldsom brand på grund af brændstoffet og tændsatserne til brintbomberne, der var eksploderet – men uden at brintbomberne eksploderede.

- Heldigvis – for hvis det var sket, var der ingen af os, der havde overlevet, forklarer Hugo Elmer.

Ulykken skete midt i mørketiden – og det var første et par måneder senere, da lyset kom, at det store oprydningsarbejde med at fjerne den forurenede sne og is gik i gang.

På det tidspunkt var ulykkens omfang gået op for de amerikanske myndigheder – og alle, der arbejdede på ulykkestedet, var iført gule beskyttelsesdragter, sådan som billederne i dokumentarprogrammet også viste.

- Jeg havde imidlertid en helt anden opgave i forbindelse med oprydningen og var slet ikke i nærheden af det forurenede materiale.

- Sammen med nogle af de andre civile medarbejdere kørte vi rundt på baseområdet og samlede gamle olietanke. Vi kørte dem til opsamlingsstedet og svejsede nogle store tragter på, så oprydningsfolkene kunne hælde sne og is i tankene.

Det var under den del af arbejdet, at en del af arbejderne sandsynligvis indåndede plutonium-forurenet støv, der senere førte til forskellige kræftsygdomme.

Mange sygdomme

- Men det handler også om andet end kræft. Jeg kender flere, der siden ulykken har døjet med bensår og forskellige hudsygdomme.

- Det er det, der har været en væsentlig del af drivkraften for at få anerkendt skaderne fra opholdet i Thule. For nogle har haft livslange problemer, selv om de ikke har udviklet kræft, siger Hugo Elmer.

Thule-arbejderne fik i november 1995 50.000 kroner i kulancemæssig godtgørelse for arbejdet efter ulykken.

Der er i dag ikke mange tilbage af dem, der var med dengang. TV-programmet Thuleulykkens sidste vidner nævner omkring knap 100.

- Jeg tør ikke sige, hvor mange der er tilbage. For mit eget vedkommende har jeg kun kontakt med fire fra dengang, siger Hugo Elmer, der i dag har overdraget sit store arkiv om sagen med avisudklip og korrespondance til Aalborg Stadsarkiv.