Nivi Christensen: Nationalgalleriet er blevet et byggeprojekt

- Et nationalgalleri bør bygges op omkring kunsten og indholdet – ikke omkring en bygning.

Sådan kan hovedbudskabet fra Nivi Christensen kort sammenfattes.

Da jeg møder lederen af Nuuk Kunstmuseum over en Teams-forbindelse, er det tydeligt, at Nationalgalleriet fortsat ligger hende meget på sinde. Ansigtet lyser op, og engagementet er umuligt at tage fejl af, når samtalen falder på projektet.

Interessen er heller ikke ny for den erfarne kunstmuseumsleder. Allerede i 2013 skrev hun speciale i kunsthistorie ved Københavns Universitet om Grønlands Nationalgalleri for Kunst. Specialet havde undertitlen “En kritisk gennemgang af relevante problemstillinger”, og mange af de spørgsmål, hun stillede dengang, mener hun fortsat mangler svar.

Fra november 2025 til maj 2026 stod hun selv midt i projektet som projektdirektør for Grønlands Nationalgalleri for Kunst med ansvar for at drive projektet videre. I dag er hun tilbage som leder af Nuuk Kunstmuseum.

Om sin egen fratræden, der skete efter en gensidig aftale, ønsker hun ikke at udtale sig om. Til gengæld taler hun gerne om det spørgsmål, som efter hendes opfattelse bør stå centralt i debatten: Hvad skal et grønlandsk nationalgalleri egentlig være?

For meget bygning – for lidt indhold

Hvis Nivi Christensen skal pege på ét grundlæggende problem ved Nationalgalleri-projektet, er svaret klart.

LÆS OGSÅ

Nationalgalleri for kunst nærmer sig næste store skridt

- Jeg synes, man er begyndt i den forkerte ende. Vi har brugt mange år på at tale om bygningen, mens vi stadig mangler svar på nogle helt grundlæggende spørgsmål om indholdet, siger hun.

Hun peger blandt andet på, at der fortsat ikke findes et samlet overblik over de kunstsamlinger, der allerede findes i Grønland. Derfor mener hun, at diskussionen om, hvad et nationalgalleri skal rumme, burde komme før diskussionen om, hvordan bygningen skal se ud.

- Først må man finde ud af, hvilke værker man har, hvilke værker man ønsker at indsamle, og hvilken historie man ønsker at fortælle. Derefter kan man begynde at tale om bygningen, siger hun.

Som eksempel nævner hun de små litografier af Aron fra Kangeq, som i dag befinder sig på Grønlands Nationalmuseum.

- Det er små og meget skrøbelige værker. Hvis man hænger dem op på en stor væg i et stort rum med masser af lys, så forsvinder de nærmest. De kræver nogle helt andre rammer, end hvis man skal udstille store installationer eller moderne kunstværker.

Netop derfor mener hun, at samlingen bør være udgangspunktet for arkitekturen.

Hun peger på, at offentligheden gennem årene især er blevet præsenteret for visualiseringer af Bjarke Ingels' bygning med store åbne rum, glaspartier og udsigt over Nuuk Fjord.

- Det kan blive en flot bygning. Men nogle gange får jeg følelsen af, at bygningen er blevet projektet.

Hun sammenligner tankegangen med Katuaq.

- Katuaq er en smuk bygning og et vigtigt kulturhus. Men et nationalgalleri skal vurderes på noget andet. Det skal vurderes på kunsten, forskningen, samlingerne og formidlingen. Det er det, der gør et museum til et museum, siger hun.

For Nivi Christensen handler spørgsmålet derfor ikke om arkitektur, men om prioriteringer.

- Vi mangler stadig at tage den grundlæggende diskussion om, hvilken grønlandsk kunsthistorie, vi ønsker at fortælle, hvilke værker der skal samles ind, og hvem institutionen skal være til for. Det er den samtale, jeg savner. Det handler i bund og grund om hvilke værdier vi bygger et nationalgalleri på baggrund af. Hvis ikke det gøres rigtigt, bliver det en tom skal, uden forankring i den grønlandske kunst og grønlandske værdier.

Ønsker fælles ledelse

Kritikken af Nationalgalleriet handler imidlertid ikke kun om bygningen. Organiseringen af et fremtidigt nationalgalleri er mindst lige så vigtig, mener hun.

I dag er Grønlands Nationalgalleri en selvejende fond, uden en formel relation hverken til Nuuk Kunstmuseum eller Grønlands Nationalmuseum.

Nivi Christensen forestiller sig en model, hvor institutionerne arbejder tættere sammen, og måske endda sammenlægges under fælles ledelse.

- Vi er et lille land med få mennesker og begrænsede ressourcer. Derfor giver det mening at tænke i samarbejde frem for parallelle strukturer, siger hun.

Ifølge hende kræver et nationalgalleri langt mere end en bygning og en direktør. Der skal opbygges et værdigrundlag, der skal forskes, registreres, konserveres, opbygges samlinger, søges fondsmidler og udvikles formidling til både borgere, skoler og internationale gæster.

- Ingen enkeltperson kan rumme alle de kompetencer. Derfor er man nødt til at samle forskellige fagligheder omkring projektet.

Hun peger på, at Nuuk Kunstmuseum allerede råder over flere af de kompetencer, som et nationalgalleri får brug for. Museet arbejder med forskning, indsamling, registrering, udvikling af kunstfeltet, internationale samarbejder og større fondsprojekter, og her findes også den eneste museumsansatte konservator i Grønland.

Derfor undrer det hende, at debatten ofte tager udgangspunkt i at skabe noget nyt, frem for at bygge videre på de institutioner, der allerede eksisterer.

- Vi behøver ikke begynde forfra. Der findes allerede viden, erfaring og kompetencer i landet, som kan danne fundamentet for et nationalgalleri.

Hun understreger samtidig, at en fælles ledelse ikke betyder, at institutionerne mister deres identitet.

- Der findes flere eksempler internationalt på museer, der deler direktion og strategi, men stadig har hver deres profil. Det handler om at samle kræfterne, ikke om at gøre alting ens.

Nationalgalleriet er stadig et hjertebarn

Trods kritikken afviser Nivi Christensen kategorisk forestillingen om, at hun er modstander af et nationalgalleri.

Tværtimod.

- Jeg har aldrig været imod et nationalgalleri. Jeg mener faktisk, at Grønland har brug for et nationalgalleri. For mig handler det først og fremmest om os selv. Det handler om at samle, bevare og forstå den kunst, der er skabt i Grønland, og om at skabe et sted, hvor vi kan fortælle vores egen kunsthistorie. På vores præmisser ud fra vores værdier. Hvis ikke vi ved, hvad vi ønsker at bevare og formidle til kommende generationer, bliver det svært at bygge en institution med et klart formål, siger Nivi Christensen og fortsætter engageret:

- Netop derfor mener jeg, at det er vigtigt at diskutere projektets retning, mens der stadig er mulighed for at påvirke udviklingen. Hvis vi gør det rigtigt, kan det blive en institution, der får betydning i generationer. Men så skal vi begynde med værdierne, kunsten, samlingerne og de kulturelle ambitioner. Først derefter giver det mening at diskutere bygningen.

Ifølge hende er det ærgerligt, at der ikke har været grønlandske arkitekter involveret i bygningen. Det er trods alt en national institution, som skal afspejle Grønland og grønlandske perspektiver.