Efterårssamlingen skudt i gang
108 punkter skal behandles under samlingen, der varer frem til 29. januar 2027. Blandt punkterne er arbejdsmiljø og ventelister i dagsinstitutioner, optagelse i WTO, turismens værdi, fastholdelse af sundhedspersonale og en udvidelse af Grønlands mandat på udenrigsområdet.
Medlemmerne af Inatsisartut skal den kommende tid tage stilling til 108 punkter heraf 16 nye punkter fra Naalakkersuisut.
Foto: Oscar Scott Carl
Fredag den 18. september var første mødedag for de 31 medlemmer af Inatsisartut, der den kommende tid skal tage stilling til en lang række lovændringer og beslutningsforslag under Efterårssamlingen, der varer frem til 29. januar 2027.
Samlet er der 108 punkter på dagsordenenen. Heraf 52 nye punkter fra medlemmerne af Inatsisartut og 16 nye punkter fra Naalakkersuisut. Derudover vil 36 punkter fra forårssamlingen blive behandlet i starten af samlingen. Det drejer sig blandt andet om 2. -og 3. behandlingen af ændringer i turismeloven og folkeskoleloven samt medlemsskab af Verdenshandelsorganisationen WTO, der alle er på dagsordenen 6. oktober.
Siumut og Naleraqs forslag om at vende tilbage til den gamle tidszone er også at finde på Efterårssamlingen, hvor den skal andenbehandles den 7. oktober.
Samfundsdebatter
Inden da er der dog lagt op til nogle interessante debatter med udgangspunkt i forespørgsler blandt andet om, hvordan vi forebygger den stigende personfarlige kriminalitet blandt børn og unge under 18 år, der er på dagsordenen den 24. september, og hvordan vi kan nedbringe ventelisterne i dagsinstitutionerne, der er på dagsordenen den 25. september. Debatterne er foranlediget af Demokraatits medlemmer Bo Martinsen og Pipaluk Olsen.
Politikerne skal også se på, om det er passende, at vi ikke længere har Departement for Selvstændighed i både navn og funktion. Forslaget er stillet af Aki-Matilda Høegh-Dam fra Naleraq, og er på dagsordenen den 29. september.
Nye lovforslag
Af nye punkter fra Naalakkersuisut som medlemmerne skal tage stilling til er blandt andet et lovforslag, der skal optimere sagsbehandlingsprocessen og tiltrække flere aktører til vand og is-området. Det forslag skal førstebehandles den 29. september.
Den 30. september gælder det nogle væsentlige ændringer i fiskeriloven, der handler om etablering af et fiskeriråd og et råd for bæredygtig udvikling af fiskeriet.
Alle dagsordenspunkter samt behandlingsdatoer kan ses på Inatsisartuts hjemmeside.