Musikken gav Laura Lennert Jensen et sted at høre til – nu vil de give det videre

I Laura Lennert Jensens gymnasieklasse var der en matematiklærer, som var træt af, at klassen haltede bagefter i matematik.

Fra metalband til elektronisk solokarriere

Eleverne afleverede sjældent deres afleveringer til tiden. Klassen var en del af den musikalske linje, så der var andre ting, som optog eleverne mere end algebra og problemregning.

Men matematik var vigtigt, måtte eleverne forstå. Det ville alligevel være de færreste, der kunne få en fremtid inden for musik og kunst, lød det fra matematiklæreren.

Det var dog ikke lutter ingeniører, der kom ud af klassen.

- I dag er vi to, der arbejder som koordinatorer indenfor musik, én – Andachan – der er udøvende kunstner, én der er musiker og filmskaber, og to der er uddannede skuespillere, remser Laura Lennert Jensen op.

- Og så er der selvfølgelig også dem, der ellers stadig spiller musik, men hvor det ikke er deres primære indtægtskilde.

Laura Lennert Jensen, der bruger pronominerne de/dem, står i stuen i sit bofællesskab på Saqqarliit i Nuuk.

I hjørnet af stuen står der et keyboard, en ukulele og en guitar. Nederst på bogreolen står der en række LP-plader. Alt fra Elvis til Nat King Cole. Forrest står en original plade med Sumé. Pladerne har Laura Lennert Jensen fået fra sin aanaa (bedstemor, red.).

- Jeg mangler bare en pladeafspiller, kommenterer de.

Da Sermitsiaq møder Laura Lennert Jensen er det kun to dage siden, de vendte retur fra to måneder i Sisimiut. Det er her, de er født og opvokset – og de sidste par måneder har de brugt på at arbejde med Arctic Sounds Festival, der hvert år finder sted i byen.

- Jeg er sådan lidt et emotional mess under festivalen, siger de og tager en snuspakke frem og propper en af de hvide poser op under læben.

- Man sover ikke rigtigt. Jeg har ikke kapacitet til at være noget for andre under festivalen, for jeg skal være noget for 100 mennesker, der har brug for, at jeg hjælper dem med det ene og det andet, siger de. 

Laura Lennert Jensens mor spørger nogle gange, hvorfor de har valgt et arbejde, der giver dem så meget stress på.

Men det er det hele værd.

- At stå med søvnunderskud og høre Angu Motzfeldt, der ikke har spillet sine sange i 20 år, men som spillede på festivalen i år, det er mega nostalgisk, og man står bare og tuder.

Et fællesskab af weirdos

Laura Lennert Jensen sætter sig over til keyboardet i stuen og jammer lidt.

- Det her stykke hedder Dusting the piano, siger de og tørrer støvet af tangenterne med sine hænder.

De begynder derefter at spille et stykke af Niels Lan Doky (en dansk musiker og pianist, red.).

Det var Laura Lennert Jensens mor, der tvang dem til at begynde til musikundervisning på musikskolen i Sisimiut.

- Du trænger til at se andre mennesker, sagde Laura Lennert Jensens mor.

På det tidspunkt var Laura Lennert Jensen omkring 13-14 år gammel, og det var begrænset, hvor mange venner de havde. Op til sine teenageår havde de gået til taekwondo med sin lillesøster – en atypisk sport af gå til i en by som Sisimiut, hvor de fleste gik til fodbold eller håndbold.

- Jeg gik da også til håndbold på et tidspunkt, men det var overhovedet ikke mig, siger de.

Laura Lennert Jensen ville hellere bruge sin tid på andre ting. De elskede at læse – særligt Fantasy – og slugte nemt den tredje og fjerde Harry Potter-bog på én aften.

Sammen med sin mest nørdede ven, spillede de et spil, der mindede lidt om bordrollespillet Dungeons & Dragons. De tegnede deres egen spilleplade – et stort landkort, og så spillede de forskellige karakterer.

- Det var sjovt, husker Laura Lennert Jensen.

Men i en lille by som Sisimiut skilte de sig ud.

Kan du huske, hvornår du første gang følte dig anderledes end de andre børn?

- 4. juni 1996, siger de og griner.

Det var den dag, Laura Lennert Jensen blev født.

At begynde på musikskolen var livsændrende for Laura Lennert Jensen. Først begyndte de til kor, derefter guitar – året efter brugte de 13 timer om ugen på musikskolen.

Udover at der på skolen var nogle engagerede voksne mennesker, der påvirkede Laura Lennert Jensen til at tage mere ansvar og blive en større og større del af kulturmiljøet i byen, var det også på musikskolen, at de mødte nogle af sine allerbedste venner.

- Det var sådan lidt et fællesskab af weirdos. Men det accepterede man bare.

I gymnasiet valgte de en musikfaglig linje. Begge forældre og store dele af familien er lærere, og Laura Lennert Jensen forestillede sig også, at de ville være gymnasielærer i musik og engelsk. Men da de søgte ind på musikvidenskab i Aarhus, bestod de ikke optagelsesprøven.

- Og så skulle jeg sætte mig ned at tænke godt og grundigt over, hvad jeg så ville.

Fra spidse albuer til akademisk selvhjælp

I 2016 fik Laura Lennert Jensen muligheden for at deltage i et praktikforløb for unge musiktalenter i Grønland. MUMG hed det, og det stod for  Musikuddannelsespraktik for Unge Musiktalenter i Grønland. Her kom Laura Lennert Jensen og fire-fem andre aspirerende musikere til Danmark, hvor de kunne prøve de forskellige musikuddannelser af i løbet af et par måneder.

Laura Lennert Jensen synes, det var sjovt at spille musik – men de kunne ikke lide den atmosfære, der hang omkring musikmiljøet i Danmark.

- Det var lidt for konkurrencepræget. Jeg havde fornemmelsen af, at man skulle vise, hvor god man var – og det har aldrig været min ting.

I stedet – og mere eller mindre tilfældigt – endte det med at blive antropologi, som Laura Lennert Jensen blev optaget på året efter.

- Det var det bedste, der nogensinde kunne være sket. Det var lige dér, jeg skulle være.

Antropologi er læreren om mennesker, menneskers adfærd og deres kultur. Laura Lennert Jensen kalder sin studietid på bacheloren i Aarhus for ’akademisk selvhjælp’.

- Jeg forstod pludselig en masse ting, gennem teori og analyser, som jeg ikke vidste før. Jeg lærte meget mere om det samfund, jeg også selv kommer fra, siger de.

De kunne spejle sig selv og det grønlandske samfund i de ting, de læste om andre lande og kulturer på studiet. Hvad end det var Indiens forhold til Storbritannien, eller rapkulturen i Tanzania.

Under et semester i 2020 tog de fleste på årgangen på udveksling, og her valgte Laura Lennert Jensen et ophold i Nuuk. Da de var færdig med bacheloren, blev de hængende i hovedstaden. De fleste af Laura Lennert Jensens venner var alligevel flyttet fra Sisimiut på det tidspunkt.

De begyndte på en kandidat i kultur og samfundsfag – men Laura Lennert Jensen fik aldrig afleveret det speciale, der giver en papir på ens anstrengelser.

For pludselig fik Laura Lennert Jensen travlt med en masse andre ting. Både med sit arbejde hos MIO, hvor de var studentermedhjælper dengang, men de var efterhånden også blevet en større del af hele kunst- kultur- og scenemiljøet i Nuuk.

Blandt andet var de med til at udgive en EP med bandet Zika i 2023. Året efter startede de sin egen podcast ’Homoholdet’ sammen med Birte Olsen – som de kender helt tilbage fra gymnasietiden og opvæksten i Sisimiut.

Podcasten har i dag omkring 44.000 afspilninger.

Og der bliver ved med at dukke nye ting og projekter op. Sidste år blev Laura Lennert Jensen ansat på fuld tid hos Arctic Sounds Festival på en treårig kontrakt.

Indtil da, og næsten i et årti, havde de hjulpet til med at arrangere festivalen på frivillig basis.

- Festivalen fik midler til at ansætte én medarbejder i tre år på fuld tid. Og det blev så mig.

Everybody needs a sidekick

Selvom festivalen i Sisimiut officielt sluttede for nogle uger siden efterhånden, er maskineriet ”bag” festivalen stadig i gang.

Og det maskineri er Laura Lennert Jensen en vigtig del af – lige nu er det regnskabet, der skal styr på.

- Det er sådan mit forår har set ud de sidste ti år, og sådan vil det fortsætte med at se ud, siger de.

Men det er ikke kun Arctic Sounds som Laura Lennert Jensen skal administrere og gøre ved. Som koordinator og manager for flere grønlandske artister, får de snart travlt igen.

- Så det er også lige om at holde tungen lige i munden, siger de.

En sjælden opgave, som Laura Lennert Jensen skal ud på inden længe, er når de og Naja P. skal optræde til SPOT-festival i Aarhus.

Det er første gang i lang tid, at Laura Lennert Jensen skal ud at spille ”for bare at spille”, som de selv formulerer det.

- Når jeg har været afsted, har det typisk været som tour manager eller lignende. Så det bliver helt vildt, at der er nogen, der har sørget for alt det praktiske, siger de.

- Jeg skal bare dukke op i lufthavnen med mit instrument. Det er virkelig sjældent, at jeg kan opleve det.

Allerførste gang Laura Lennert Jensen optrådte var på en scene i Sisimiut, som de stort set selv var med til at bygge.

- I Sisimiut blev der aldrig bare serveret noget for os. Vi skulle virkelig selv lægge en indsats. Derfor endte vi, der lavede musik, med at være gode til også at lave lys og lyd og alt det bagvedliggende, fortæller de.

Første gang Laura Lennert Jensen prøvede at spille til en koncert, hvor det var andre end dem selv, der stod for teknik, lyd og koordinering, var i Katuaq i Nuuk.

Ellers har de efterhånden brugt meget tid i sin karriere på at være den støttende figur for artister. Den person der havde styr på kalenderen, e-mails og vidste, hvad det krævede at arrangere en koncert.

En rolle, som Laura Lennert Jensen nyder at påtage sig.

- Everybody needs a sidekick, og det skal jeg nok være. Det er dér, jeg har det bedst. Jeg har ikke lyst til at være en forsanger eller et eller andet. Det er ikke min ting, siger de.

Når det kommer til fremtiden for musikscenen i Grønland, drømmer Laura Lennert Jensen om mange ting. En lokal forankret musikuddannelse og et eksportkontor, der kan hjælpe med at skubbe endnu mere grønlandsk musik ud i resten af verden.

- Musik er en af de kunstformer, som kan samle folk bedst, siger Laura Lennert Jensen.

- Selvom grønlandsk musik allerede står stærkt, håber jeg, det kan blive endnu stærkere i udlandet også – og jeg synes allerede vi er godt på vej.