Grønlandske medlemmer har godkendt regeringsgrundlag: Søkabel til Tasiilaq og styrkelse af SAR-beredskab

Regeringsgrundlaget for den nye danske regering rummer flere tiltag vedrørende Grønland, fortæller de to medlemmer af Folketinget for Grønland.

De to grønlandske medlemmer af Folketinget har tirsdag været til afsluttende møder hos Mette Frederiksen.
Offentliggjort

De to medlemmer af Folketinget for Grønland, IA’s Naaja H. Nathanielsen og Naleraqs Qarsoq Høegh-Dam var tirsdag formiddag indkaldt til de afsluttende møder på Marienborg.

Her fik de fremlagt afsnittet fra regeringsgrundlaget om rigsfællesskabet, der har fået titlen: "Et ligeværdigt Rigsfællesskab", som de har bidraget med input og kommentarer til. Processen og resultatet er de begge tilfredse med.

– Vi bakker op om denne regerings grundlag. Vi har haft en god dialog og nogle konstruktive samtaler, siger Qarsoq Høegh-Dam, der har fokuseret på at få standarden for de ikke-hjemtagne ansvarsområder op på dansk niveau indenfor denne regeringsperiode.

Styrkelse af SAR-beredskab

Derudover nævner Qarsoq, at styrkelse af SAR-beredskabet i Grønland for eksempel i form af øget geografisk helikopterdækning har været en stor del af Naleraqs valgkamp.

– De grønlandske familiers rettigheder har jeg også stået meget på, og derfor er jeg tilfreds med, at det er med i regeringsgrundlaget at sikre oprindelige folks rettigheder og undersøge de internationale standarder samt sikre de grønlandske børns tarv og grønlandske familiers rettigheder i Danmark.

– Så på den måde synes jeg at regeringsgrundlaget er blevet lidt ”orange”, siger Qarsoq Høegh-Dam.

Søkabel til Tasiilaq

Naaja H. Nathanielsen siger, at hun oplevede dialogen som meget konstruktiv, og at der også har været en tæt og god koordinering med Qarsoq og Naleraq.

– Det har gjort forhandlingsrummet bedre, at vi har stået tæt sammen. Jeg er særlig glad for at det nu med 7 tommer søm er slået fast, at vi skal have et søkabel til Tasiilaq, og at der også tages skridt henimod øget udenrigspolitiske beføjelser.

– Dertil har det været hjerteblod for mig, at vi får gjort op med de mørke kapitler i vores fælles historie, og at der vil blive taget stilling til en officiel undskyldning til de juridisk faderløse og de bortadopterede, siger Naaja H. Nathanielsen.

Powered by Labrador CMS