Fra metalband til elektronisk solokarriere

Lyden af dæmpede basrytmer fra scenen vibrerer gennem væggene backstage på Roskilde Festival. 

Kabler ligger i små bunker langs gulvet, og luften er tyk af forventning. Om få minutter vil næsten 3000 mennesker stå foran scenen, klar til at bevæge sig i takt til musikken. 

Midt i det hele står Andachan med høretelefonerne hvilende om halsen. Han trækker vejret dybt, mærker spændingen i kroppen og ser på sit minimalistiske setup – et bevis på, at man ikke behøver et stort og dyrt studie for at skabe noget stort.

For Andachan begyndte rejsen et helt andet sted. Engang stod han i et metalband, omgivet af stærke forstærkere og tunge guitarer. 

Men da bandet gik i opløsning, stod han alene tilbage med ønsket om stadig at skabe musik. 

I stedet for at give op fandt han friheden i elektronisk musik, hvor han ene person byggede hele lyduniverser fra bunden - fra hans lille lejlighed ovenpå Akiki i Sisimiut.

Hans succes har siden ført ham til store scener, blandt andet Spot Festival og Roskilde Festival i Danmark.

Om få øjeblikke træder han ud foran publikum. Hans motto er enkelt: hvis man tør være sig selv, kan man opnå alt.

Måske er det netop derfor, hans musik rammer mennesker, fordi den kommer fra en, der ved, at vi alle bærer på noget tungt, og som ønsker at gøre den byrde lidt lettere gennem lyd.

Bag kunstnernavnet gemmer sig en musiker, hvis rejse begyndte i Qasigiannguit, hvor interessen for musik langsomt udviklede sig til det projekt, der i dag hedder Andachan.

Kolde vintre og Nintendo 64

Anda Otto Schmidt bliver født i Qasigiannguit den 8. april i 1995.

- Da jeg var omkring tre år, flyttede vi til Ilulissat, fortæller Anda Otto Schmidt.

For en dreng som ham, blev Ilulissat rammen om de første indtryk af verden: Første skoledag, venner og meget kolde vintre.

- Vi kørte i hundeslæde, fordi min far havde slædehunde dengang. Jeg husker det næsten som et lille traume - det var så bidende koldt, hvor mine kinder blev helt frosne, fortæller han.

Hverdagen var præget af skole, venner og spil på Nintendo 64. Hans forældre havde mange spil, og det blev ofte samlingspunktet, når vennerne kom forbi efter skole. 

Timerne gik med fælles grin, koncentration og den særlige stemning, der opstår, når konkurrence og fællesskab smelter sammen.

Anda Otto Schmidts forældre er Johan Pele Schmidt og Karoline Storch.

- Min mor er rengøringsarbejder i folkeskolen i Sisimiut og min far er altmuligmand og selvstændig fisker. Han er bror til sangeren Mariina. Så Mariina er min moster, fortæller Anda Otto Schmidt.

Da han var omkring 11 år flyttede familien til Sisimiut.

- Jeg plejer at sige, at jeg er sisimiormioq, siger han.

Det er også her, at han møder sine bedste venner.

- Jeg gik i skole nærmest kun på grund af dem. Skolebænken har ikke været noget for mig, det var altid en udfordring at følge med i timerne, siger han.

Skamfuld over at være anderledes 

Anda Otto Schmidt drømte som barn om at blive brandmand. Ikke fordi det tiltalte ham, men fordi alle de andre syntes, det var sejt.

- Sådan har jeg været. Jeg var skamfuld over at være anderledes, fortæller han.

Denne tidlige følelse af at skamme sig og føle sig anderledes gav ham en særlig følsomhed - en evne til at mærke og reflektere over både egne og andres følelser. 

Den følsomhed blev endnu mere tydelig, da hans lillesøster begik selvmord. 

Sorgen efterlod et hul, der ændrede hans perspektiv på alt. Han lærte, hvor vigtigt det er at leve ærligt og udtrykke sig selv – både gennem musikken og i mødet med andre mennesker. 

Siden har hans musik ikke kun handlet om beats og rytmer, men også om at bære lys ind i andres mørke stunder, fordi han ved, hvordan det føles at bære noget tungt.

Anda Otto Schmidt har i alt otte søskende, hvoraf tre er fra hans mors side.

- Jeg voksede op som den ældste, siger han.

Det var først i folkeskolen, at Anda Otto Schmidt blev opslugt af musikken. Han tilbragte timer med at lytte til bands som Avenged Sevenfold, Trivium, Slipknot, Korn og System of a Down, og han meldte sig på aftenskole for at lære guitar. 

Det var her hans første aktive skridt ind i musikkens verden tog form, en passion, der stadig følger ham.

- Vi dannede et metalband, og vi spillede til det allerførste Arctic Sounds festival, husker Anda Otto Schmidt.

Leder i Pisattat

Efter folkeskolen tog han en gymnasial uddannelse i Sisimiut. En studenterhue rigere tog han et sabbatår og fik arbejde i butikken Pisattat.

- Jeg ville samle penge ind til nye musikudstyr, siger Anda Otto Schmidt.

Før han vidste af det, blev Anda leder i butikken - på grund af sine elektroniske skills.

- Sådan har jeg altid været. Som barn fjernede jeg alle dele af en fjernbetjening eller en gammel computer, for at blive klogere på, hvad der er indeni, siger han.

Metalbandet gik hver til sit, da nogle af medlemmerne skulle videreuddanne sig i andre byer, og de fælles musikdrømme blev brudt. Det var på dette tidspunkt, at Anda skiftede fra heavymetal til elektronisk musik.

- Jeg havde en lille lejlighed ovenpå Akiki med fælles toilet og bad. Det var herfra, jeg producerede min første udgivelse, siger han.

Selvom rammerne var beskedne, blev lejligheden hans kreative laboratorie. Her lærte han, at man ikke behøver et stort og dyrt studie for at skabe musik med kvalitet - det vigtigste er idéen, passionen og viljen til at udforske lydene selv. 

Og det er her, i den lille lejlighed med fælles toilet og bad, at kunstneren Andachan bliver født.

- Det var faktisk Martin, som er en af mine bedste venner, der plejer at kalde mig for Andachan. Det er der, det stammer fra, fortæller han.

Og herfra eskalerede det hurtigt. Andachan dannede bandet Finni og udgav en EP som soloartist. 

Mobilen ringede konstant med henvendelser og ros fra bekendte og musikfans. 

Bandet Finni har modtaget ”Årets Pris” ved Koda Awards, og Andachan har skabt hits som ”Kisivit” sammen med Tûtu og flere andre samarbejder blandt andre Ivaana. Han står også bag musikkataloget i Air Greenlands nye atlantfly, Tuukkaq.

Hans musik har ikke kun gjort sig bemærket i Grønland - Andachan har spillet koncerter på festivaler både nationalt og internationalt, og hans lyd har vist, at selv fra en lille lejlighed kan man nå ud til verden. Det var sidste år han spillede i både Spotfestival og i Roskilde Festival.

Lever drømmen 

Når Andachan ikke producerer musik, elsker han at være hjemme i Sisimiut. Det er her, han oplader. Noget, der desværre ikke sker så ofte.

- Jeg har altid drømt om at rejse ud. Jeg vil absolut ikke brokke mig. Men når man hele tiden er på farten, kan det være ret trættende for kroppen. Jeg var måske hjemme i tre måneder i alt sidste år, siger han.

Sisimiut fungerer som et roligt frirum, hvor han kan samle energi, reflektere over sit liv og lade kreativiteten hvile, før den igen eksploderer i musik og optrædener på både nationale og internationale scener.

I fritiden forsvinder han også ind i japansk kultur og anime, et frirum, der giver ham ro og inspiration på andre måder.

Andachan drømmer om at skabe noget nyt på Grønlands musikscene, som ifølge ham har været det samme i mange år. Han ønsker at kombinere musik med visuals på scenen og bringe ny energi til live-optrædenerne - en vision om at udfordre det etablerede og inspirere både publikum og kommende kunstnere.