UDDANNELSE

Ny forstander: Inuili skal udvikles til de studerendes foretrukne erhvervsskole

Nivikka Brandt er rykket til Narsaq, hvor hun skal stå i spidsen for udviklingen af levnedsmiddelskolen Inuili til et centrum for bæredygtig fødevareproduktion og selvforsyning i Grønland. 

Person i vintertøj ser ud over et kystlandskab i koldt lys.
Nivikka Brandt er netop rykket til Narsaq hvor hun skal stå i spidsen for en modernisering af levnedsmiddelskolen Inuili.
Offentliggjort

Levnedsmiddelskolen Inuili skal være en nøgleaktør i at fremme landbrug, selvforsyning og bæredygtighed i landet. 

Uddannelsesprogrammet skal udvides med nye områder som fermentering, madaffald, dyrkningskasser og små dyrehold. På den lange bane skal fokus øges på indoor farming, småskala-landbrug og selvforsyning, der kan reducere afhængigheden af importerede fødevarer og mindske madaffald. 

"Med sådanne tiltag kan Grønland styrke sin position som frontløber inden for bæredygtighed fødevareproduktion og samtidig fremme økonomisk vækst og selvforsyning i regionen.", står der i Naalakkersuisuts redegørelse fra 2024. 

– Vi har nogle af verdens bedste råvarer i landet, og så er det også en kulturel aktivitet for mange at være selvforsynende, siger ny forstander på Inuili, Nivikka Brandt.

Det praktiske arbejde

I spidsen for at få moderniseret Inuili står Nivikka Brandt, der netop er rykket fra Nuuk til Narsaq med familien. 

– Jeg synes helt generelt at erhvervsskoler og erhvervsuddannelser er enormt vigtige, fordi de har fokus på det praktiske arbejde, siger Nivikka Brandt, der selv er uddannet skibsfører og som har sejlet i mange år. 

Dertil har hun været forstander på Imarsiornermik Ilinniarfik og arbejdet flere år i Formandens Departement. 

Innovationscenter for fødevareproduktion

For Nivikka Brandt er moderniseringen af skolen til en form for innovationscenter indenfor fødevareproduktion og selvforsyning helt oplagt og i tråd med, at vi også har fået vores egen biologiuddannelse i Grønland - SILA. 

– Vi har nogle af verdens bedste råvarer i landet, og så er det også en kulturel aktivitet  for mange at være selvforsynende. Men vi er nødt til at være mere innovative i forhold til fødevareproduktion. Jeg kunne godt tænke mig, at skolen udviklede sig til et sted, hvor man afprøvede forskellige metoder. Det kunne være hydroponisk eller mikroponisk dyrkning af planter, som kunne bruges til foder, eller ideer og metoder til hvordan man sammensætter et måltid udelukkende baseret på grønlandske produkter. 

Nivikka Brandt har taget familien med til Narsaq.

Selvforsyning 

I dag importeres store mængder af foder til landbruget, for at holde det ved lige. Så hvis det stod til Nivikka Brandt skulle vi fokusere mere på selvforsyningen både i industrien og i den enkelte husholdning. 

– I vores familie er vi selvforsynende med kød - hovedsageligt rensdyr, og så samler vi meget i naturen af planter og bær. Dertil fisk, skaldyr og muslinger. Jeg synes at der her i Narsaq er et fantastisk potentiale og perfekte rammer til at skabe de studerendes foretrukne erhvervsskole med naturens ressourcer lige uden for døren.

Denne artikel er fra uddannelsesavisen, som kan læses gratis via linket her.

Powered by Labrador CMS