Musikalsk teater om tabuer
Rapperen Josef Tarrak-Petrussen er sammen med instruktøren Pipaluk Kreutzmann Jørgensen klar med en teaterforestilling, der tager udgangspunkt i Josef’s seneste album Tarrak.
I aften er der premiere på en nyskabende teaterforestilling skabt af instruktøren Pipaluk Kreutzmann Jørgensen og rapperen Josef Tarrak-Petrussen.
Den musikalske forestilling, Josef Tarrak, der har samme navn som den seneste album af Josef, som udkom i juni i år, tager udgangspunkt i Josef Tarrak-Petrussens eget liv. Forestillingen berører også yderst aktuelle emner i dagens Grønland. Det fortæller Katuaq i en pressemeddelelse.
- Publikum skal forvente en stærk forestilling. Vi berører emner, der kan være tabuiserede. Nærmest alle grønlændere har nok oplevet det vi skal vise i aften på tæt hold. Der vil nok være stærke, genkendelige følelser, fortæller Josef Tarrak-Petrussen til Sermitsiaq.AG.
Livet uden far
Josef Tarrak-Petrussen boede de første år af sit liv sammen med sin mor og sin marokkanske far. Da han var et år gik forældrene fra hinanden, og han er siden vokset op uden en far.
Han fortæller til Sermitsiaq.AG, at han sidste år så småt begyndte at lede efter sin far igen. Der var flere ubesvarede spørgsmål, som trængte sig på.
- Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg bestemte mig for at lede efter ham. Nu har jeg jo en søn og en steddatter, så min far er blevet bedstefar. Udover det er der flere spørgsmål, der trænger sig på. Jeg ved ikke engang om han stadig lever, fortæller han.
Spændt
Forestillingen er formet efter hans seneste album, der er lavet som et langt track. Under indspilningerne lyttede instruktøren Pipaluk Kreutzmann Jørgensen med, og det var hendes ide at lave en forestilling med udgangspunkt i sangene.
- Siden har vi været i gang med at øve forestillingen. Nu er vi endelig klar, og jeg er spændt, siger Josef Tarrak-Petrussen.
- Publikum vil se den offentlige Tarrak, men også den private Josef.
Forestillingen spilles i Katuaqs foyer i aften klokken 21.00, publikum skal være 11 år eller opefter.
I sin musik stiller Josef Tarrak spørgsmål til det land han bor i, samtidig med at han er god til at se landet udefra. Musikken er skabt i samarbejde med produceren Aqqalu Berthelsen og Peter Lyberth som rådgiver.