Kunstmuseum må vinke farvel til Lyngvilds billeder
Efter uoverensstemmelser med den øverste museumsleder og nu fyring af samarbejdspartner Mads Mitchell, vælger tøjdesigner og fotograf Jim Lyngvild at aflyse sin udstilling på kunstmuseet i Ilulissat.
Den heftige debat om Jim Lyngvilds billeder med sælskind stopper ikke her. Avannaata Kommunia har nemlig valgt at opsige den daglige leder af museet, som er manden bag hele projektet med Jim Lyngvild og det falder ikke i god jord hos kunstneren.
- Mads har opfundet denne her udstilling. Jeg har lavet alle aftale med Mads - ikke med museet. Han har kæmpet og stået på mål for det her projekt 24-7, og der er jeg loyal overfor de mennesker, jeg arbejder sammen med, siger Jim Lyngvild til Sermitsiaq.AG om sin beslutning.
Han er også skuffet over den øverste museumsledelsens ageren i debatten den seneste tid.
- Jeg skal selvfølgelig ikke lave en udstilling på et museum, hvor den øverste chef bakker op om boykot af Great Greenland og kritik af hele projektet, siger Jim Lyngvild. Ifølge ham og den nu fyrede medarbejder på kunstmuseet Mads Mitchell så har den øverste museumsleder liket flere opslag på facebook med kritik af projektet og opslaget om at boykotte Great Greenland for at samarbejde med Jim Lyngvild.
Sermitsiaq.AG forsøger at komme i kontakt med museumslederen for at få en kommentar på den seneste udvikling i sagen.
Leder efter et nyt sted til udstillingen
Jim Lyngvild er ankommet til Ilulissat fra Danmark for få timer siden og er i øjeblikket på udkig efter et andet sted at udstille sine omdiskuterede værker.
Der skal holdes hundeslædevæddeløb i byen lørdag, hvor Lyngvild overvejer at sætte værkerne op.
- Jeg vil heller ikke stjæle opmærksomheden fra dem, det er absolut ikke min intention, så derfor er det måske ikke en god ide. Lige nu forsøger jeg at finde ud af, hvor billederne kan blive vist frem. Det vil være ærgerligt, hvis de ikke bliver set, når nu vi har haft så heftig en debat om dem, siger kunstneren.
Har fået varm modtagelse
Han understreger, at han har fået en varm modtagelse i byen i dag.
- Det jeg møder i Ilulissat er fuldstændig hjertegribende. Folk hilser og vinker og giver udtryk for, at de har glædet sig til udstillingen.
Jim Lyngvilds billeder har skabt debat, om hvorvidt designeren misbruger den grønlandske kultur i sine billeder af sælskindsdesign.
Udstillingen skulle have været åbnet på Ilulissat Kunstmuseum den 13. marts.