Grønlands bedste hundeslædefører hyldes i Tivoli
15-årig Milan Mathæussen fra Ilulissat skal hyldes til 1. august til Grønland i Tivoli. Selv tager han hyldesten med ophøjet ro.
Grønland i Tivoli hylder vinderen af Avannaata Qimussersua 2023, 15-årige Milan Mathæussen fra Ilulissat den 1. august.
Det sker på Plænen i Tivoli 1. august klokken 17.45, hvor Milan Mathæussen skal hyldes, siddende i en slæde.
Milan Mathæussen, der bor i Ilulissat og som er erhvervsfisker, tager den kommende hyldest med ophøjet ro.
- Det er selvfølgelig spændende og fint. Men jeg tager det ikke så seriøst, at jeg bliver hyldet. Det er mit erhverv at have hunde, siger Milan Mathæussen til Sermitsiaq.AG.
Han skal sammen med sin familie rejse til København en uge før Grønland i Tivoli starter.
At han skulle blive Grønlands bedste hundeslædefører har hans far Kaaleeraq Mathæussen ikke forventet, men han var heller ikke overrasket da det skete.
Vokset op med hunde
- Milan Mathæussen har altid interesseret sig for slædehunde og hundeslædekørsel. Da han var på vej mod målstregen i Sisimiut var jeg meget stolt og rørt. Men jeg var heller ikke overrasket, for han skulle nok nå dertil på et tidspunkt. Det kræver meget fin kontakt til hundene, når man skal køre hundeslæde, og det har han talent for, fortæller Kaaleeraq Mathæussen.
Han fortæller, at Milan Mathæussen altid har haft og passet på slædehunde. Milan Mathæussen har valgt at gå ud af folkeskolen, da han har et ønske om at være erhvervsfisker, og dermed er han med sine hunde året rundt.
Du kan læse mere om programmet for årets Grønland i Tivoli på deres Facebookside.