Gennem 91 år var julehilsen spejl for udviklingen af Rigsfællesskabet

“Goddag far – det er mig”, hvisker en lille pige ind i mikrofonen og går efterfølgende helt i stå. 

En ældre mor sender med rystende, grådkvalt stemme en hilsen til sin søn. Og en ung pige sender en hilsen, der er så kæk, at den er lige på kanten af “hvad der saadan offentlig kunde siges”.

Året er 1932 og stedet er Stærekassen, Statsradiofoniens studier ved Det Kongelige Teater i København. Radiofonien har netop lanceret et nyt koncept, som skal vise sig at være en bragende god idé. ”Julehilsen til Grønland” hedder udsendelsen, og den kom til at få en levetid på 91 år, før den som bekendt blev nedlagt sidste år.

En af de bedste ideer

At helt almindelige mennesker kunne få adgang til radiomediet, var noget helt nyt og banebrydende, og derfor dækkede aviserne – som Social-Demokraten og Frederikborg Amts Avis, som ovenstående citater stammer fra – de første udsendelser indgående. I løbet af tre aftener/nætter kunne folk møde op i radiostudiet og indtale deres hilsener til deres kære, der befandt sig i Grønland. Frederiksborg Amts Avis kaldte udsendelsen for “en af de bedste Idéer, Statsradiofonien i lange Tider har realiseret”.

Programmet blev sendt direkte over kortbølgemasterne over Atlanten via Reykjavik. Det blev indledt med højtidelige taler fra blandt andre statsminister Stauning og krydret med livemusik. I Danmark foregik det hele i orkesterstudiet i Stærekassen fra klokken 23 om aftenen, hvor der tre aftener i træk blev sendt direkte. Kunne man ikke selv møde op, kunne man på forhånd udfylde en blanket med sin hilsen, som blev læst op af radiofoniens speakere.

Programmet var sådan en succes, at det året efter blev udvidet med sendedage fra studierne i Aalborg, Randers, Aarhus, Esbjerg, Aabenraa, Odense og Nykøbing Falster, og senere også Skive og Rønne. Det kunne være svært at høre det svage radiosignal i nogle af de grønlandske byer, men det hjalp, da Islands Radiofoni trådte hjælpende til og indstillede sine egne udsendelser for at hjælpe med at sende hilsenerne videre.

Ud over det nye i at helt almindelige mennesker fik adgang til at komme i radioen, var det også usædvanligt, at man under julehilsen-udsendelserne kunne høre det grønlandske sprog talt i radioen. Både når grønlændere, der opholdt sig i Danmark, sendte hilsener hjem, men også når nogle af de officielle taler blev oversat til grønlandsk, hvilket kaptajn Johannes Balle, der var vokset op i Grønland som søn af seminarieforstander N.E. Balle og talte sproget flydende, stod for.

Grønlændere i Danmark

Gruppen af grønlændere i København i 1930’erne var voksende. Fra midten af 1800-tallet begyndte de danske myndigheder at sende unge grønlændere på uddannelsesophold i Danmark – først med stor tilbageholdenhed, men gradvist blev flere og flere sendt af sted, fordi KGH havde brug for flere medhjælpere og håndværkere, der kunne tale både dansk og grønlandsk. I perioden 1927-1936 var der for eksempel 41 unge grønlandske mænd, der blev sendt til Danmark for at blive oplært som tømrere og bødkere. Mens de var i Danmark, boede de på Grønlænderhjemmet i Kastrup, der var åbnet i 1928. Enkelte særligt udvalgte kvinder kom til Danmark for at blive uddannede til jordemødre – en praksis, der blev startet i 1835. Og en nystiftet komité, Komiteen for Grønlænderinders uddannelse, sendte fra 1925 unge kvinder på to-årige uddannelsesophold i Danmark for at lære om husholdning og barnepleje. Samtidig var det muligt for danske tjenestemandsfamilier, der havde opholdt sig i Grønland, at tage deres grønlandske kiffaq med til Danmark, når de vendte hjem. Gradvist voksede gruppen af grønlændere i Danmark altså. De unge grønlændere i København mødtes tit om søndagen på Grønlænderhjemmet, og i 1939 stiftede de den grønlandske forening Peqatigiit Kalaallit som et samlingssted og diskussionforum.

Det lille, men sammentømrede grønlandske miljø i Danmark, kom til at påvirke Radiofoniens nye program. Den oprindelige idé med programmet var ellers, at “Forældre og Slægtninge i Danmark” skulle sende julehilsener til deres ”Paarørende” i Grønland, som den danske erhvervsleder Andreas Lund Drosvad, der arbejdede for KGH i Kangersuatsiaq ved Upernavik, foreslog i et brev til radiofonien i sommeren 1932. Men allerede fra første udsendelse begyndte grønlændere, der befandt sig i Danmark, også at dukke op i Stærekassen for at indtale julehilsener til deres familie og venner i Grønland. Programmet blev således rammen om et kulturmøde mellem grønlændere og danskere, som på den tid var relativt sjældent.

Radiofonien ser ud til at have støttet op om denne udvikling af programmet. De personlige hilsener blev foretrukket, og der blev givet afslag til alenlange skriftlige hilsener fra danske institutioner, som arbejdede med Grønland, for eksempel ovennævnte Komité for Unge Grønlænderinders Uddannelse.

Musikvalget til udsendelsen blev også præget af grønlændernes indtog af radiostudiet. I 1932 var det radioorkestret, der stod for musikken og spillede en fantasi over danske nationalsange, men året efter og de mange følgende år sang et grønlandsk kor, som var blevet dannet i 1932 i forbindelse med en stor grønlandsudstilling. Koret sang blandt andet Guuterput Qutsinnermiu, som var fast del af programmet til Julehilsen lige siden.

Politik mellem linjerne

Noget andet, der prægede Julehilsen det første år, var den verserende konflikt mellem Norge og Danmark om retten til Østgrønland. Norske pelsjægere havde i 1931 hejst det norske flag ved deres fangststation Myggbukta i Østgrønland, og den norske regering udstedte den 10. juli 1931 en erklæring om, at området nu var norsk territorium, som de døbte Eirik Raudes Land efter den norske viking Erik den Røde, som havde slået sig ned i Grønland mange år forinden. Nordmændenes påstand var, at området i det nordøstlige Grønland var et ingenmandsland, som Danmark derfor ikke havde krav på.

Det norske forsøg på at annektere dele af Grønland optog både sind og spalteplads i Danmark i 1930’erne. Suverænitetskonflikten blev indgivet for Den Permanente Domstol for Mellemfolkelig Retspleje i Haag, og dommen – som gav Danmark fuld overhøjhed over Grønland – faldt den 5. april 1933.

Men da Julehilsen til Grønland blev bragt første gang, var opgøret stadig i fuld gang. Et af Danmarks modsvar mod Norge var at intensivere deres aktiviteter i Østgrønland – blandt andet med ekspeditioner, videnskabelige undersøgelser og anlæggelsen af en seismologisk målestation. Dette politiske klima afspejles flere steder i julehilsenerne det første år, hvor små stikpiller blev sendt af sted til nordmændene, som da godsejer Uttental ifølge avisen Social-Demokraten sendte en tak til grønlænderne i kolonien Scoresbysund for deres henvendelse til domstolen i Haag, eller da direktør Jennow ifølge Aftenbladet hilste bjørnejægerne i Østgrønland og ønskede dem en god fangst med tilføjelsen: “Og gid I fremdeles maa kunne arbejde under vort gamle Flag”. Formanden for Rigsdagens Grønlandsudvalg, den konservative Pürschel, ifølge Berlingske Tidende takkede grønlænderne for den venlige modtagelse, Rigsdagsdelegationen havde fået under deres besøg i Grønland, og ønskede, at “vort skønne, gamle Flag fortsat, som i Aarhundreder, skal vaje højt og frit og stolt over et udelt Grønland”. Også i journalisternes formuleringer om radioudsendelsen sneg referencer til sagen i Haag sig ind:

“Familie efter Familie passerede revy, Hilsen efter Hilsen fløj gennem Æteren og viste, at de Baand, der binder Grønland til Danmark, er Tusinder. Egentlig burde Domstolen i Haag have overværet denne Udsendelse, saa vilde den ikke have været i Tvivl om, at Grønland er dansk”, skrev Social-Demokraten om udsendelsen i 1932.

I en kronik langede den danske avis Aftensbladets redaktør Carl Rasmussen under pseudonymet Jens Hammer, ud efter nordmændene. Han citerede den norske advokat i Haag for at kritisere Danmark for at fastholde grønlænderne på et ”stenalderstadie”, men mon ikke nordmændene var blevet stærkt fortørnede, da de hørte Julehilsen til Grønland, spekulerede han:

“Op sprang Fjældboerne, da de hørte Staunings Ord i højttalerne… Næverne blev knyttede. Skæggene dirrede. Øjnene skød Lyn under de vældige nordske Bryn. Ja og Højttalerne blev klasket i Gulvet og de gik Besærkergang mellem Stumperne, medens de skreg og uden Hensyn til at Juletiden jo næsten er inde og man derfor ikke burde bruge Eder, bandede de, saa det gungrede – Det er Løjn det. Det er Fan hakke os Løjn det, den danske statsminister staar og siger. Løjn hvert Ord. Grønlænderne har inte Aandsliv og inte Kultur. De staar paa det Stenalder-Trin, Danskerne med Vilje har holdt dem nede paa.”

Da Julehilsen blev sendt året efter, julen 1933, var sagen i Haag afgjort, og det politiske klima handlede først og fremmest om at opnå genetablere freden og samarbejdet i Norden. Alligevel kan man i statsminister Staunings tale på udsendelsens første aften i 1933 mellem linjerne spore en lettelse over, at hele Grønland endte på danske hænder:

“Vi er lykkelige over at vide, at det folk, som levede i Hundreder af Aar under dansk Styre, føler sig tilfreds ved dette Samliv, og ønsker at kunne fortsætte den Udvikling, der hidtil betegner en Række af Fremskridt i den grønlandske Befolknings Liv, i dens Aandsliv og Kultur. Her er stadig Vilje til at værne og beskytte Broderfolket i Grønland, og derfor sendes ogsaa ved denne Lejlighed alle gode Ønsker. Vi sender Hilsen op til det Folk, som det skal være Danmarks Ære at bringe frem i rækken af nordiske Kulturfolk.”

Slut med Julehilsen

Gennem årene har Julehilsen været et elsket program, som var en fast komponent i mange både grønlandske og danske familiers jul. Fra 1983 blev det sendt som tv-program i stedet for radioudsendelse – den senere år enten fra DR’s koncertsal eller Musikkens Hus i Aalborg.

Og programmet har på sin egen måde afspejlet den politiske udvikling i Rigsfællesskabet for eksempel ved at gøre sangeren Julie Berthelsen til dobbeltsproget vært fra 2000 eller ved at sende programmet fra Grønland i 2014.

Det vakte ramaskrig i Grønland, da DR i oktober sidste år meddelte, at Julehilsen var sendt for sidste gang. Men DR stod fast på, at tiden var løbet fra programmet:

- Programmet var skabt til en anden tid, hvor danskere og grønlændere ikke var så forbundne og havde de teknologiske muligheder for at skabe kontakt med hinanden, som de har i dag, lød begrundelsen fra DR’s redaktionschef Gustav Lützhøft.

Heller ikke Grønlands Radio, KNR, ønskede at overtage juleudsendelsen, selv om flere foreslog det. KNR’s direktør Annga Lynge afviste sidste jul over for KNR.gl, at stationen kunne producere et lignende program, selv om flere seere havde henvendt sig med dette ønske. Stationen har dog sin egen julehilsen, som det fortsætter med.