Flere grønlændere i spil til Nordisk Råds prisuddeling

I morgen uddeles Nordisk Råds prestigefyldte priser, hvor kunst og kultur bliver fejret i Operaen i Oslo. Flere grønlandske kunstnere er nomineret til forskellige priser.

Tirsdag den 31. oktober vil en række grønlandske kunst- og kulturaktører træde på den røde løber i Oslo Operaen, som vil danne rammen om uddelingen af Årets Nordisk Råds priser.
Offentliggjort

Fem grønlandske kunstnere, iværksættere og forfattere er en del af de mange nordiske nominerede til en Nordisk Råds pris.

Vindere af priserne offentliggøres tirsdag den 31. oktober i Operaen i Oslo.

NAPA, Nordens Institut i Grønland, roser de grønlandske nominerede:

- Blandt de nominerede, som vil konkurrere om de eftertragtede priser, findes en række talenter fra Grønland, der har markeret sig inden for deres respektive felter med høj kvalitet, skriver NAPA, Nordens Institut i Grønland i en pressemeddelelse.

De nominerede er

Når de nominerede skal præsenteres i Operaen i Oslo, er der fem navne og værker fra Grønland, der vil fremgå på listen af de nominerede.

De fem grønlandske nominerede er:

  • Nordisk Råds Miljøpris: Genbrugsbutikken Pikumini
  • Nordisk Råds Musikpris: SIGU (Johannes Sigurdsen)
  • Nordisk Råds Børne- og Ugdomslitteraturpris: Bogen Pipa Sulullu Qaangiipput (Pipa og Suluk går over stregen, red.) af forfatter Naja Rosing-Asvid.
  • Nordisk Råds Filmpris: Alanngut Killinganni, gyser/thriller skrevet og instrueret af filmskaber Malik Kleist
  • Nordisk Råds Litteraturpris: Bogen Qivittuissuit Akornanniinnikuuvunga (Jeg har været blandt ægte fjeldgængere, red.) af forfatteren Katrine Rasmussen Kielsen.

- Disse imponerende nomineringer viser det utrolige talent og engagement, der findes i Grønland og hele Norden. Vi ser frem til at følge begivenheden den 31. oktober i Oslo Operaen, hvor vinderne vil blive fejret for deres bidrag til den nordiske kulturarv, skriver NAPA.

Du kan finde beskrivelserne af de nominerede på Nordisk Råds hjemmeside.

Forfatter Niviaq Korneliussen har modtaget litteraturprisen i 2021 for sin bog ”Naasuliardarpi”, i 2018 har fangere og fiskere i bygden Attu modtaget miljøprisen, mens ICC har modtaget miljøprisen i 1996.

Powered by Labrador CMS