ledelse

Visit Greenland mister topchefer på kort tid

Visit Greenland mistede i foråret direktør Anders Stenbakken, og nu er den konstituerede direktør på vej væk. Bestyrelsesformanden Kenneth Høegh afviser, at organistionen har et problem.

Offentliggjort

Først valgte direktør Anders Stenbakken at forlade Visit Greenland til fordel for et job i KNI. Om et par uger er det den konstituerede direktør Anders la Cour Vahl, som forlader turistorganisationen til fordel for en stilling som chefanalytiker hos Air Greenland.

Ledelsesmæssigt dræn

Et ledelsesmæssigt dræn, som imidlertid ikke bekymrer bestyrelsesformanden Kenneth Høegh.

- De to gange Anders har igennem flere år formået at fastlægge strategien og opbygge en velfungerende organisation. Ja, det er ikke en organisation, hvor der hersker en dårlig stemning. Tværtimod er den meget velfungerende. Set i det lyst er jeg slet ikke bekymret, oplyser Kenneth Høegh til Sermitsiaq.AG.

Stillingen som turistdirektør blev i foråret slået op, men uden at der var en eneste kvalificeret ansøger.

- Inden ugen er omme forventer jeg, at vi har lavet et genopslag til direktørstillingen, fortæller bestyrelsesformanden, der samtidig kan oplyse, at det bliver den nye direktørs opgave at finde en afløser for det jobområde, som Andes la Cour Vahl har bestridt.

Det er to erfarne topchefer, der er eller vil stoppe. Anders Stenbakken sad i syv år i Visit Greenland, mens Anders la Cour Vahl har arbejdet 15 år i organisationen.

Ny direktør inden årets udgang

Indtil den nye direktør er fundet, hvilket ifølge bestyrelsesformanden vil ske ”allersenest ved årsskiftet”, er det erfarne kræfter, der overtager ledelsen.

Lykke Geisler Yakaboylu, der har arbejdet i Visit Greenland siden 1998, får 1. september titel af konstituteret direktør, mens Mads Daniel Skifte bevarer titlen som konstitueret souschef. Han har fokus på regionerne igennem de seneste 17 år og har derfor en del rejseaktivitet.

Vært for turistmesse

Visit Greenland står i september som vært for den store Vestnorden Travel Mart, hvor op mod 400 nationale og internationale gæster kommer.

- Vore ledelsesudfordringer får ingen betydning for afviklingen af konferencen og messen, fastslår Kenneth Høegh.

- Vestnorden Travel Mart vil køre på skinner, understreger bestyrelsesformanden.

14 medarbejdere

Der er i dag tilknyttet 14 medarbejdere i Visit Greenland, der har hovedkontor på Kolonihavnen i Nuuk.

Powered by Labrador CMS