Tusass: Fastnettelefoni er ikke længere en sikker løsning
Tusass anbefaler på baggrund af de seneste nedbrud, at lukningen af det gamle fastnettelefoni prioriteres yderligere.
Fredag eftermiddag var politiets telefoner nede.
Der gik et par timer, før Tusass fik rettet op på fejlen, som skyldtes tekniske problemer med telefonsystemet. Men det kunne have været undgået, hvis teleselskabets anbefalinger var blevet fulgt.
Tusass anbefaler fortsat udskiftning af de gamle fastnetsystemer, understreger selskabets kommercielle direktør Nikolaj Christoffersen.
Synger på sidste vers
Han oplyser, at Tusass har varslet en udfasning af fastnettelefoni, da det ikke længere er en sikker løsning. Nu anbefaler selskabet - på baggrund af de seneste nedbrud - at lukningen af den gamle fastnettelefoni prioriteres yderligere.
Det kræver, at al fastnettelefoni omlægges til nyere teknologi.
Hvad enten man er privat- eller erhvervskunde og endnu ikke har fået omlagt til nyere teknologi, så hjælper Tusass kundeservice og erhvervsafdeling med nye løsninger, informerer den kommercielle direktør.
- Fastnetteknologien synger nu på sit sidste vers - både fordi det har været og vil være vanskeligt at få nye reservedele til den gamle fastnetteknologi, der er dyr at vedligeholde, oplyser Nikolaj Christoffersen:
- Samtidig kan man ved nyere løsninger sikre flere platforme end blot telefoni, således har nyere telefonlinjer automatiske ekstra forbindelser, så disse løsninger også vil være bedre sikret mod nedbrud.