Simon Simonsen: Ny naalakkersuisoq bør se fiskernes vilkår
Fiskerne i Sydgrønland demonstrerede mandag både i Narsaq og Qaqortoq. Kommunalbestyrelsesmedlem opfordrer den nye naalakkersuisoq for fiskeri til at komme til Sydgrønland.
Fiskerne over hele landet har demonstreret mod Royal Greenland, da de gerne vil have en højere kilopris på stenbiderrogn. Årets forhandlinger mellem KNAPK og Royal Greenland om prisen på rogn er trukket ud på grund af uenigheder, og derfor er fiskeriet endnu ikke kommet i gang.
Kommunalbestyrelsesmedlem i Kommune Kujalleq, Simon Simonsen (S), blander sig nu i debatten. Han mener, at den nye naalakkersuisoq for fiskeri, Karl Tobiassen bør holde et seminar i Sydgrønland, så myndighederne kan se fiskernes vilkår med egne øjne.
- Efter demonstrationen (mandag, red.) drak vi en kop kaffe med fiskerne og fabrikken. Fiskernes frustration er tydelig, og det er, at de ikke kan indhandle flere fisk, fordi de mangler indhandlingssteder. De har ikke mulighed for at udvikle sig, selv når torskebestanden bliver høj, kan de ikke indhandle flere, siger Simon Simonsen til Sermitsiaq.AG og fortsætter:
- Derfor bør den nye naalakkersuisoq for fiskeri og tidligere fiskerikommission komme til Sydgrønland, før de begynder på at udarbejde den nye fiskerilov. Fiskernes vilkår vil blive forringet, hvis kommissionens anbefalinger bliver fulgt, siger kommunalbestyrelsesmedlem for Siumut.
Siumut i Kommune Kujalleq har tidligere på året krævet fiskeriseminar i Sydgrønland.
Ønsker udvikling i Sydgrønland
Fiskere fra Qaqortoq demonstrerede mandag mod blandt andet Arctic Prime Fisheries for at få bedre vilkår. Det er blandt andet at kunne indhandle flere fisk til en bedre pris. Fiskerne opfordrede fabrikken til at se bort fra Royal Greenlands priser, så fiskerne kan fiske mere og tjene flere penge.
Fiskerikommissionens anbefaling er blandt andet, at der skal være mere bæredygtig forvaltning af det kystnære fiskeri, hvilket i sidste ende kan føre til færre jollefiskere.
Derfor mener Simon Simonsen, at den nye Naalakkersuisoq for Fiskeri bør se fiskernes vilkår i Syd, før han begynder at udarbejde fiskeriloven.
- Men det har Naalakkersuisut allerede lovet, er det ikke nok?
- Jo, men der er jo kommet en ny Naalakkersuisoq ind. Så derfor opfordrer jeg ham til at komme til Sydgrønland og lave et seminar, hvor alle aktører kan blive hørt. Fiskerne i Sydgrønland har hårdt brug for at blive hørt, siger den tidligere borgmester og kommunalbestyrelsesmedlem, Simon Simonsen.
Den tidligere Naalakkersuisoq for fiskeri, Aqqaluaq B. Egede, har allerede lovet at komme til Sydgrønland for at mødes med fiskerne. Ved dannelsen af den nye koalition blev Karl Tobiassen fra Siumut Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst, mens Aqqaluaq B. Egede er blevet Naalakkersuisoq for Råstoffer og Justitsvæsen.