Millioner til flytning af vandspærrezone i Ilulissat vækker glæde blandt lokalpolitikere
Danmark vil betale for flytningen af vandspærrezone i Ilulissat. Det vil give bedre muligheder for byggeri og erhvervsliv i Ilulissat, mener to lokale politikere.
- Flytningen af vandspærrezone vil have en positiv effekt på byens udvikling og mange andre ting, såsom snescooterkørsel, skriver Lena Ravn Davidsen (D).
Foto: Privat
Vandspærrezonen i Ilulissat skal flyttes. Det blev sikret, da naalakkersuisoq for finanser, Aqqaluaq B. Egede (IA), tirsdag indgik en aftale med den danske finansminister Peter Hummelgaard.
Projektet med vandforsyning i Ilulissat får tilført i alt 55,4 millioner kroner fra i år til og med 2028, og pengene finansieres af Danmark. Som en del af disse projekter er det aftalt, at grænsen for vandspærrezonen, som har været til debat i flere år, skal flyttes.
Det glæder førsteviceborgmester, Jens Napãtôk’ (N).
- Personligt er jeg meget glad for det, da vi i øjeblikket har meget store problemer med grænsen.
- Grænsen begrænser i høj grad den fortsatte udvikling af Ilulissat med byggeri, siger han til Sermitsiaq.
Sermitsiaq har kontaktet naalakkersuisoq for finanser for blandt andet at spørge, hvordan og præcist hvortil grænsen for vandspærrezonen skal flyttes. Der er dog ikke kommet svar i skrivende stund.
Oppositionen: Mange tak
Formanden for gruppen i det største oppositionsparti i Avannaata Kommunias kommunalbestyrelse, Demokraatit, glæder sig også over bevillingen. I et skriftligt svar til Sermitsiaq understreger hun, at de har været involveret i projektet i flere år.
- Det er meget glædeligt, at der nu er blevet afsat midler.
- Flytningen af vandspærrezonen vil have en positiv effekt på byens udvikling og mange andre ting, såsom snescooterkørsel, skriver Lena Ravn Davidsen (D).
Vandspærrezonens nuværende grænse har været en hindring for byens udvikling inden for byggeri og erhverv. For eksempel har det været forbudt at bygge boliger, køre med motorkøretøjer og have hundepladser inden for områdets grænse.
Førsteviceborgmesteren er glad for, at dette nu vil blive forandret.
- Grænsen for byens videre udvikling er nået, da der mangler arealer, hvis byen skal udvikle sig yderligere.
- Det vil skabe muligheder for arealer i det store landområde. Det er spændende. Vi har kun hørt om det gennem medierne, men jeg er meget glad for det, jeg har læst, og har gode forhåbninger, siger Jens Napãtôk’.
Sermitsiaq forsøgte at kontakte borgmesteren i Avannaata Kommunia, Lars Erik Gabrielsen (S), for at spørge ham om de kommende forbedringer i Ilulissat. Han ønsker dog ikke at udtale sig til Sermitsiaq om sagen.