rejser
Sådan hylder Lonely Planet Grønland efter invitation
- Det må siges, at Lonely Planets omtale af os som turistland har været rigtig god valuta for pengene, lyder det fra Visit Greenland, som har inviteret det store rejsemedie
Det verdenskendte rejsemedie Lonely Planet, som mange kender fra deres guidebøger til lande og byer i hele verden, var i juni på besøg i Diskobugten og i Kangerlussuaq, og det har allerede resulteret i masser af positiv omtale på deres hjemmeside, nyhedsbrev og sociale medier.
Det oplyser Visit Greenland, som har sponsoreret Lonely Planet-journalistens ophold i samarbejde med blandt andre Air Greenland.
- Vi har et rigtig godt samarbejde med Air Greenland, hoteller, overnatningssteder og turoperatører i hele Grønland om hvert år at få udvalgte journalister til Grønland i håb om, at de skriver inspirerende rejsereportager herfra for at lokke endnu flere turister hertil, fortæller Malik Milfeldt fra Visit Greenland.
Mange trofaste læsere verden over
Og det kan i den grad betale sig ifølge Malik Milfeldt.
- Det må siges, at Lonely Planets omtale af os som turistland har været rigtig god valuta for pengene. Vi håber, det kan dryppe positivt af på alle de turistoperatører, der støtter op om disse mediebesøg ved at give gode rabatter, sådan så der bliver ved med at komme flere kunder i butikken, for det er selvsagt det, som det hele handler om i sidste ende, siger han til Sermitsiaq.AG.
Lonely Planet-journalisten besøgte Grønland i fem dage, og ifølge Visit Greenland regner hun med at lave lige så mange artikler om oplevelserne, som når ud til hundredetusinder - hvis ikke millioner - af trofaste online-læsere verden over.
Du kan se Lonely Planets seneste artikel '10 fortryllende oplevelser i Grønland' her