RG: Vi er i gang med at rationalisere

Royal Greenland har allerede sat en omfattende plan i gang, der skal mindske udgifterne i seafoodvirksomheden.

Flemming Knudsen venter, at udviklingen vender. Foto: Leiff Josefsen.

Det understreger koncernchef Flemming Knudsen, efter at Royal Greenland tirsdag kunne præsentere et halvårsregnskab, der viste et underskud på 131 millioner kroner.

Virksomheden har blandt andet mindsket varelageret, lejet trawleren Tasermiut ud, halveret investeringsniveauet og skåret i funktionærstaben med syv procent.

- Vi er kort og godt i gang med at fintune driften, og det vil på sigt betyde en besparelse på i alt 200 millioner kroner, forklarer Royal Greenlands koncernchef, Flemming Knudsen.

Han peger samtidig på, at finanskrisen har påvirket seafoodproducenten – lige som mange andre virksomheder – voldsomt.

- Discounthandelen i Tyskland er gået tilbage. Det var der ingen, der havde ventet. Den udvikling påvirker naturligvis også os. Vi tror dog på, at tingene ændrer sig til det bedre. Lige nu tærer alle på lagrene, men vores kunder skal jo købe varer på et tidspunkt, og folk skal jo have noget at spise, fremhæver Flemming Knudsen.

Han peger i tilgift på, at råvarerne allerede er faldet væsentligt i pris, og det mindsker driftsudgifterne yderligere. Og samtidig er han ikke i tvivl om, at en økonomisk saltvandsindsprøjtning på i alt 500 millioner kroner fra hjemmestyret i form af lån og udvidelse af aktiekapitalen vil give noget luft i økonomien. Virksomheden har udsigt til at få den ekstra kapital, efter at den nye landsstyrekoalition vil bede det nyvalgte Landsting om at bevillige pengene.

Flemming Knudsen ønsker omvendt endnu ikke at sætte tal på, hvordan det kommende årsregnskab kommer til at se ud.

- Men vores forventning er, at regnskabet ikke bliver så godt som sidste år. Meget afhænger dog af, hvordan finanskrisen udvikler sig, siger koncernchefen.

Powered by Labrador CMS