detailhandel
Pisiffik runder omsætning på en milliard kroner
Butikskæden har øget både omsætning og driftsoverskud
1,005 milliarder kroner.
Så stor omsætning fik Pisiffik i 2015, oplyser selskabet.
Omsætningen er dermed steget med i runde tal fem procent i forhold til 2014. Og samtidig har virksomheden nået en milepæl, når det gælder omsætningens størrelse.
I tilgift har Pisiffik også øget sit driftsoverskud. Det såkaldte EBITDA-resultat steg således med knap syv procent til 62,8 millioner kroner.
Læs: Pisiffik med stort overskud
- I 2015 konsoliderede Pisiffik virksomhedens kerneområder, og det, sammen med målrettet markedsføring og fokus på pris, gjorde, at selskabet fastholdt sin markedsposition på det grønlandske marked og nåede en økonomisk milepæl, da kæden rundede en milliard i omsætning, fremhæver selskabet i en pressemeddelelse.
Købt NotaBene
I efteråret 2015 styrkede Pisiffik sin position på det grønlandske elektronikmarked ved at købe elektronikbutikken NotaBene i Nuuk med tilhørende webshop. Endvidere åbnede Pisiffik en Elgigant-forretning i Ilulissat.
Læs: Pisiffik køber elektronikforretning i Nuuk
BonusiClub
Pisiffiks loyalitetsprogram, bonusiClub, har slået igennem i forhold til forbrugernes bevidsthed. Og der var ved udgangen af 2015 28.194 medlemmer, hvilket svarer til 95 procent af den mulige målgruppe.
Pisiffik uddelte i 2015 knap 11 millioner kroner i medlemsrabatter, oplyser virksomheden.
KK Engros
Med udgangen af 2015 købte Pisiffik de resterende aktier i datterselskabet KK Engros, som nu er en integreret del af Pisiffik A/S.
Pisiffik havde pr. 31. december 2015 628 fuldtids- og deltidsansatte medarbejdere.
40 forretninger
Virksomheden er repræsenteret i Qaqortoq, Nuuk, Maniitsoq, Sisimiut, Aasiaat og Ilulissat, hvor selskabet driver cirka 40 butikker.
Butikskoncepterne omfatter Pisiffik, SPAR, Torrak Fashion, Elgiganten/Pisattat, Note Bene, JYSK samt KK engros.