Nuuk Imeq øger omsætningen
Omsætningen steg med 2,8 procent og resultatet blev knap fem millioner bedre end året før, oplyser Nuuk Imeq efter onsdagens generalforsamling.
Mens sodavandssalget steg med 5,8 procent i 2018, ja, så faldt ølsalget med beskedne 0,6 procent. Omsætningen landede totalt på 199,4 millioner kroner.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Nuuk Imeq, der netop har holdt generalforsamling og fremlagt 2018-regnskabet.
Årets resultat blev forbedret med 4,9 millioner kroner og landede på 32 millioner kroner efter skat. Fremgangen skyldes især større salg og færre omkostninger til at vedligeholde produktionsapparatet.
Virksomheden beskæftigede 44 fuldtidsansatte og bidrog til de offentlige kasser med 53,5 millioner kroner.
Vil bevare emballagesystem
- Nuuk Imeq er forsat af den opfattelse, at det nuværende emballagesystem – med dokumenterede gunstige effekter på alle internationalt anerkendte miljøparametre – er miljømæssigt overlegent i forhold til alternative systemer, og for beskæftigelsen og samfundsøkonomien er det også den bedste løsning for Grønland, fremhæver selskabet i en pressemeddelelse.
Returprocenten på emballage var i 2018 på 97,7 procent.
Så sent som i mandags oplyste Naalakkersuisut, at man i 2020 vil komme med et udspil til et nyt emballage-retursystem, som blandt andet omhandler sodavand og øl på dåser.
Kuupik Vandersee Kleist, udpeget af Kommuneqarfik Sermersooq, blev genvalgt til posten som bestyrelsesformand. De øvrige bestyrelsesmedlemmer er Jens Peter Philbert for Carlsberg Breweries A/S, Peter Roland for Royal Unibrew A/S og som medarbejderrepræsentanter Frederik Lange Rasmussen og Poul Stoiberg.