Bankivik melder om godt første halvår
Bankivik fik et overskud på 19 mio. kr. før skat i første halvår.
Bankivik
Foto: Bankivik
Bankivik, der er en den færøske bankkoncern Føroya Banki, melder om et godt første halvår af 2026:
– Vi kan i dag præsentere et godt og solidt halvårsresultat, hvor den grønlandske del af forretningen bidrog med 19 mio. kr. før skat.
– Den gode udvikling for koncernen tager primært afsæt i øget kundeaktivitet og et godt afkast på egenbeholdningen. Desuden er vi glade for at se, at vores kunder har en god økonomi, som blandt andet kommer til udtryk i de lave nedskrivninger, siger Turið F. Arge, administrerende direktør, i en pressemeddelelse.
I samme periode sidste år var resultatet på 23 mio. kr. før skat i den grønlandske del af forretningen.
Halvårsresultatet for hele koncernen efter skat blev på 125 mio. kr. i 2026.
Bankivik skriver om den grønlandske del af forretningen, at der er sket en god udvikling, som særligt er drevet af en stigning i indlån.
– Den gode udvikling i årets første seks måneder er også drevet af, at stadig flere kunder benytter handelsplatformen i netbanken til at handle værdipapirer. Efter et rekordår i 2025 er den stigende interesse fortsat ind i 2026, hvor endnu flere kunder har taget platformen i brug, skriver banken.
Bankivik har netop fået en ny landedirektør i form af Anne Nivíka Grødem, der tiltrådte stillingen den 1. august. Hun kommer fra en stilling som administrerende direktør i Visit Greenland, er bankuddannet og har tidligere erfaring fra banksektoren.
– Vi er glade for at kunne tilbyde Anne Nivíka velkommen til Bankivik. Med de øvrige lokale, erfarne og dygtige medarbejdere i Bankivik samt et solidt forretningsmæssigt udgangspunkt, som halvårsregnskabstallene i dag vidner om, ser vi frem til at fortsætte den positive udvikling, skabe endnu mere værdi for vores kunder og samtidig sikre et godt og konkurrencedygtigt alternativ for alle i Grønland, siger Turið F. Arge, administrerende direktør.
Banken forventer, at resultatet for 2026 efter skat vil ligge mellem 195 og 235 mio. kr.