Makkerpar kapper båndene efter tre år med succes
Makkerparret Michael Binzer og Christian Keldsen, der forretningsmæssigt har haft succes med konsulenthuset Visiobox ApS, kapper det forretningsmæssige bånd, når Christian Keldsens tiltræder som direktør for Grønlands Erhverv den 1. november.
Michael Binzer og Christian Keldsen etablerede Visiobox den 17. februar 2017, og allerede ved første regnskabsaflæggelse kunne de to fremvise et flot overskud på 1,3 millioner kroner efter skat. I maj samme år blev Inaluk Malene Brandt optaget som partner og medejer af anpartsselskabet, og hun forklarer om konsulenthusets fremtid:
Ingen nye medejere
- Det er planen, at Christian Keldsen udtræder af vort anpartsselskab som medejer, hvorefter Visiobox ApS vil blive videreført af Michael og mig, oplyser Inaluk Brandt til Sermitsiaq.AG.
- Vi har ingen aktuelle planer om at få en anden ind i ejerkredsen, siger Inaluk Brandt.
Hun fortæller, at Christian Keldsen har kunnet tilbyde særlige analyser, og det område vil blive lagt i bero, da det ligger uden for de øvrige ejeres kompetencefelt.
- Vi har rigtig travlt og har kalenderen fyldt. Vi vil i det omfang, der er behov, lave partnerskaber og samarbejdsaftaler med andre konsulenter, hvilket vi tidligere har gjort, når en særlig opgave kræver det, forklarer Inaluk Brandt.
Solide regnskabstal
Trods corona-restriktioner har Visiobox formået at padle sig igennem krisen og har rigeligt at lave året ud, forsikrer Inaluk Brandt. Det er opgaver som forretningsudvikling, ledelse, strategi og organisationsforhold, som Visiobox-ejerne har fokus på.
Visiobox leverede i de to første leveår et overskud efter skat på lidt over 1,3 millioner kroner, mens regnskabet i 2019 dykkede til 412.000 kroner. I perioden har de tre ejere af anspartsselskabet haft lønninger, der har bevæget sig fra 1,3 millioner kroner til over to millioner kroner, samtidig med at de har kunnet trække udbytte ud af selskabet.