KNR’s nyhedschef stopper efter 12 år
KNR skal på jagt efter en nyhedschef, der kan erstatte Mikkel Bjarnø Lund, der igennem de seneste 12 år har haft flere ledende journalistiske poster.
Mikkel Bjarnø Lund afslører på Facebook sin beslutning om at stoppe på public service stationen, som han kalder ”vemodigt, men også rigtigt”.
Han mener, at han efterlader sig en journalistisk organisation, som ”er langt mere moderne, effektiv og på alle måder stærkere nyhedsafdeling” end den han overtog.
- Digitalt står vi også skarpere end nogensinde selv om, der er da er rig mulighed – og behov – for yderligere, lyder det i den personlige afskedssalut, hvor han ligeledes pointerer, at Qanorooq nu sender hele året fremfor kun ni måneder.
En af de forandringsprocesser, som han har stået i spidsen for, er at få nedbrudt de tre ”siloer” radioavis, web og Qanorooq, hvilket er erstattet af ”én samarbejdende, hjælpende og delende enhed/afdeling samlet omkring en nyhedsdesk”, skriver Mikkel Bjarnø Lund i opslaget.
Radiochef i KNR, Alice Sørensen, er i øjeblikket fungerende nyhedschef og har været det siden 1. april.