KNI skærer ned på administrationen
KNI er i gang med en tilpasning i virksomheden for at strømline og undgå dobbeltarbejde i administrationerne. Det betyder blandt andet, at de har sagt farvel til enkelte medarbejdere i Sisimiut.
Ledelsen i KNI har besluttet at lægge KNI’s økonomiafdelinger, og kommunikations- samt marketingsafdelingen sammen i stedet for at have flere fordelt i virksomheden.
Ændringer i organisationens struktur skal være med til at gøre arbejdet i virksomheden mere effektivt og forhindre dobbeltarbejde i administrationen, forklarer administrerende direktør Jeppe Jensen til Sermitsiaq.AG.
Blandt andet har KNI nu én økonomiafdeling, der arbejder for hele virksomheden. Før havde for eksempel Polaroil haft sit eget bogholderi, som nu er lagt under virksomhedens økonomiafdeling.
Sammenlægningen af økonomiafdelingen i virksomheden har ikke noget at gøre med det regnskabsrod, som kom frem i 2020, forsikrer direktøren.
Det handler ikke om nedskæringer
Jeppe Jensen blev administrerende direktør i maj 2021, og afløste dermed den tidligere direktør Peter Grønvold Samuelsen.
- I KNI ser vi på, hvordan vi kan gøre ting enklere, hurtigere og dermed bruge vores ressourcer mere effektivt. Det kommer i sidste end kunderne og samfundet til gode, siger administrerende direktør i KNI, Jeppe Jensen til Sermitsiaq.AG.
Sermitsiaq.AG er af kilder blevet oplyst om, at omkring ti medarbejdere er blevet afskediget i forbindelse med omstruktureringerne. Direktøren afviser dog påstanden.
- Så mange fratrædelser er der slet ikke tale om. Ændringer i organisationen er ikke nedskæringer. Det har resulteret i enkelte afskedigelser. Det primære formål med justeringerne har ikke været at afskedige medarbejdere i administrationen, siger Jeppe Jensen.
Nyt system sikrer varer
En anden ting, som KNI har gjort for at optimere arbejdet, er at indføre nye systemer, der gør, at virksomheden har bedre datagrundlag i forhold til varer.
- Det gør, at vi kan bruge tiden på at servicere butikkerne bedre, og i sidste ende kan fokusere på, at kunderne i højere grad kan få de varer, der efterspørges, påpeger Jeppe Jensen.
- Vi har i KNI sat større fokus på at udføre vores opgaver så godt og effektivt som muligt. Det mener jeg, at vi som en ansvarlig virksomhed hele tiden bør overveje. Nogle gange betyder det, at opgaverne kan løftes af færre medarbejdere, men det vigtigste er, at vi bliver bedre til at udføre vores arbejde, siger han.