KNI: Indtjeningen tog et dyk i 1. halvår

KNI A/S har i dag fremlagt årets halvårsregnskab, der viser et resultat på 140 mio. kr. før skat, hvilket er 56 mio. kr. lavere end sidste år. Flere faktorer har påvirket halvårsresultatet negativt.

Offentliggjort

Indtjeningen i Varedivisionen er påvirket af stigende indkøbspriser, hvilket ikke har været modsvaret af tilsvarende prisstigninger, som kunderne bliver præsenteret for i butikkerne.

- Reguleringen af detailpriserne er først slået fuldt igennem i efteråret, hvilket har påvirket indtjeningen i Varedivisionen negativt, forklarer det selvstyreejede selskab i en pressemeddelelse.

Desuden har Varedivisionen mistet en mangeårig kunde på øl- og sodavand, hvilket indikerer en markant forandret markedssituation, når den nye emballagebekendtgørelse træder i kraft fra årsskiftet.

Lufthavnsbyggerierne har drevet Energidivisionens indtjening i vejret, men det er blevet modsvaret negativt af, at krydstogtsskibene ikke har efterspurgt samme mængder brændstoffer i Grønland som sidste år.

Mindre salg til krydstogtsskibe

- Der har været en markant stigning i antallet af krydstogtsanløb, men da udfordringerne med forsyningssikkerheden i Island i 2022 ikke har gentaget sig i 2023, har dette kun ført til en mindre stigning i efterspørgslen på bunkring af brændstoffer i Grønland. Flere af krydstogtsskibene har således primært bunkret i Island, forklarer KNI-koncernen, der oplyser, at indtjeningen i Energidivisionen er faldet markant i forhold til sidste år.

Selskabet har foretaget investeringer på et lidt højere niveau set i forhold til sidste år.

- I halvåret er der investeret for 71 mio. kr. mod 64 mio. kr. i samme periode sidste år. Der er blandt andet investeret i et nyt tankanlæg til jet-fuel i Nuuk, der skal servicere den kommende lufthavn. Projektet følger tidsplanen, og vil være klar når lufthavnen åbner i 2024, fremgår det af ledelsesberetningen, der oplyser, at selskabets egenkapital nu udgør 1.497 mio. kr.

KNI A/S forventer, at resultatet for 2. halvår af regnskabsåret 2023/24 bliver på et lavere niveau end for 1. halvår, blandt andet fordi aktiviteten indenfor turismen vil være lavere.

Powered by Labrador CMS