politiker-exit
’Juliane skal hjælpe os til at vokse’
- Halibut Greenland ekspanderer, og Juliane Henningsen skal være med til at styrke den udvikling, siger direktør Niels Thomsen om ansættelsen
Seafoodproducenten Halibut Greenland med hovedsæde i Ilulissat har ekspanderet, siden den tidligere politiker Niels Thomsen satte sig i direktørstolen i december 2011.
Og i takt med udviklingen har virksomheden behov for at rekruttere nye ansatte. Og det har igen ført til, at selskabet har ansat IA-politikeren Juliane Henningsen, der dermed forlader Inatsisartut.
Læs: Stærk IA-kvinde stopper i politik
Stærkt hold
- Juliane skal være med til at sikre, at vi har et stærkt hold, der kan sikre selskabets fremdrift. I dag er vi en væsentlig aktør i Diskobugten, hvor vi aftager betydelige mængder hellefisk og torsk. Men vi ønsker også at ekspandere i de to andre forvaltningsområder i Nordgrønland, Upernavik og Uummannaq, fremhæver Niels Thomsen.
Daglig drift
Han tilføjer, at Juliane Henningsen både kommer til at beskæftige sig med den daglige drift samt med strategisk udvikling af selskabet.
Halibut Greenland er i øjeblikket i gang med at opføre en fabrik i Aappilattoq, lige som seafoodvirksomheden også ejer 20 procent af Uummannaq Seafood og gerne vil varetage en større rolle, når det gælder produktionen.
Læs: Halibut Greenland fik flot fremgang i 2014
Halibut bygger ny fabrik i Aappilattoq