Isbjørnesafarier på vej i Østgrønland
Kommunalbestyrelsen i Kommune Kujalleq skal i dag behandle en ansøgning om en koncession til at arrangere isbjørnesafarier i Qulleq på østkysten
Der tegner sig opbakning til, at der kan drives isbjørnesafarier på øen Qulleq ud for den sydøstgrønlandske kyst.
Det er South Greenland Adventure, der har søgt om en koncession til at arrangere sådanne safarier i området. Kommunalbestyrelsen skal i dag behandle sagen, som allerede bakkes op af både teknik- og miljøudvalget samt økonomiudvalget.
- De udpegede områder til den ønskede koncession er i dag beliggende som vildmarksområder uden andre aktiviteter end de lokale fangere og fiskeres aktiviteter. Det er netop denne uberørte natur, som skal danne grundlaget for den ønskede turismeaktivitet, hedder det i indstillingen fra kommunens administration.
- Et af kommunalbestyrelsens fokusområder for Kommune Kujalleqs udvikling er, at der sikres de bedst mulige rammer for udvikling af turismen. Dette tiltag vil kunne bidrage væsentligt til at markedsføre Kommune Kujalleq globalt.
- Samtidig vil disse aktiviteter kunne være medvirkende til at understøtte en samlet udbygning af eksklusiv turisme i kommunen. Det er administrationens vurdering, at en godkendelse af denne ansøgning vil kunne medføre et meget stort aktiv for Kommune Kujalleq som helhed.