socialt ansvar

Indkøb handler om meget mere end pris

Det er ikke nok at tilbyde den laveste pris, hvis du vil have virksomhederne til at købe dine produkter

er blandt de virksomheder, der har en særlig indkøbspolitik Royal Greenland
Offentliggjort

- Du skal købe et nyt køleskab, og det koster 10.000 krone hos forhandleren i Nuuk, hvor du bor. Du kan købe præcis det samme køleskab til 8.000 kroner hos en forhandler i Danmark. Rejs dig op, hvis du alligevel ville købe køleskabet i Nuuk!

Næsten alle
Næsten alle konferencedeltagere rejser sig.

- Hvis forhandleren i Danmark så sætter prisen ned til 7.000 kroner, og du stadig skal betale 10.000 kroner her? Bliv stående, hvis du fortsat vælger den lokale forhandler.

Omkring halvdelen sætter sig ned.

Ovenstående øvelse fandt sted, da indkøbere, leverandører, handlende og andre interesserede torsdag deltog i organisationen CSR Greenlands konference ’Er billigst altid bedst?. Konferencen handlede om indkøb i Grønland versus udlandet, ansvarlig leverandørstyring og hvilke krav, man som kunde kan have til sine leverandører.

Åbenhed
Første del af konferencen havde fokus på åbenhed og gennemsigtighed i udbudsmateriale, indkøbspolitikker og kriterier for valg af leverandører.

Anita Hoffer fra Transparency International Greenland og advokat Thomas Trier Hansen fra Nordic Law Group talte om vigtigheden af tydelige regler og procedurer, så man undgår risiko for eller mistanke om, at der bliver indgået handler på baggrund af familiære relationer, nære venskaber eller lignende.

Indkøbspolitik
Souschef Arnakkuluk Jo Kleist fra Arctic Winter Games 2016-sekretariatet gennemgik desuden deres indkøbspolitik og fortalte om initiativer for at have en åben proces:

- Vi har fra starten af organisationens levetid lavet en liste med alle de store indkøb og opgaver, som vi forventer at gennemføre i forbindelse med legene næste forår. Den liste kan man stadig rekvirere hos os, og vi tager en snak med alle, der er interesseret i at være leverandør til os. Vi annoncerer lokalt, og vi sender materiale om tilbudsindhentning til alle, der er interesserede, sagde hun.

Krav
Næste punkt på konferencen var CSR-krav til leverandører. Her fortalte Gerth Jakobsen, strategisk indkøber i Kommuneqarfik Sermersooq og Lisbeth Due Schönemann-Paul, CSR-ansvarlig hos Royal Greenland, om deres arbejde med leverandørkrav.

Indkøbspolitik
- Vi vedtog sidste år en indkøbspolitik, hvor det fremgår, at det er meget andet og mere end prisen på produkterne, som vi tager hensyn til, når vi vælger en leverandør. Noget af det absolut vigtigste for os er, at vores leverandører har elev- og praktikpladser, så de bidrager til samfundet. Det tæller også, hvis de for eksempel har handicappede ansat på særlige vilkår, ligesom vi beder om dokumentation for, at de har en ansvarlig miljøpolitik og lignende, forklarede Gerth Jakobsen. Og Lisbeth Due Schönemann-Paul supplerede:

Krav fra kunder
- Vi møder selv mange krav fra vores kunder, som stiller spørgsmål om alt fra bæredygtigt fiskeri til brandøvelser og anden sikkerhed. Derfor er vi også nødt til at forholde os til, at dem vi handler hos, opfører sig ansvarligt.

Købe lokalt?
Efter oplæggene var der paneldebat, der blandt andet blev præget af diskussionen om, i hvor høj grad de lokale virksomheder bliver brugt, når store private og offentlige firmaer skal vælge leverandør.

- Det er jo noget forholdsvis nyt, at der bliver stillet så mange og så detaljerede krav for at komme i betragtning. Og mange små lokale virksomheder har ikke erfaringer eller viden til at løfte den opgave. Det kan vi godt bruge hjælp til, lød en kommentar fra salen.

Tager ansvar
- Det er rigtigt, og hos os går vi meget gerne i dialog med dem, der er interesserede i at sælge til os. Men det kræver altså også, at de lokale virksomheder tager ansvar for at gøre opmærksom på sig selv og ikke bare venter på at blive indbudt, understregede Martin Nielsen, indkøbschef hos Mittarfeqarfiit.

Klæder på
Brian Buus Pedersen, der er direktør for Grønlands Erhverv og desuden formand for CSR Greenland gjorde opmærksom på, at der i dag allerede er flere initiativer i forhold til at klæde lokale virksomheder bedre på til den voksende konkurrence.

- Det er jo netop det, som CSR Greenland i høj grad beskæftiger sig med og kan hjælpe medlemmerne med, og også i GE-regi kører vi kurser i for eksempel udbudsregler, forklarede han.

Konferencen var arrangeret af CSR Greenland, der er en non-profit organisation med cirka 40 medlemsvirksomheder. Den arbejder med og for en mere bæredygtig udvikling af det grønlandske erhvervsliv og samfund.

Læs også: Nyt CSR initiativ fra Royal Greenland

Powered by Labrador CMS