Hotelkongen Carl Juhl er død

Erhvervsmanden Carl Juhl er efter kort tids sygdom død den 4. maj på Rigshospitalet.

Carl Juhl ses her under åbningen af konferencedelen af Hotel Hans Egede tilbage i 2013.
Offentliggjort

Carl Juhl nåede i sit 77 år lange liv mere end de fleste og har i en særlig grad sat sit fingeraftryk i Grønland sammen med partneren Helge Tang i hotel- og restaurationsbranchen og som investor i flere ejendomsselskaber.

Oprindeligt var Carl Juhl uddannet maler. Født i Horsens tilbage i 1944, hvor han opvoksede i yderst beskedne kår i et indremissionsk hjem. Malerfaget førte ham til Sisimiut, hvor han hurtigt blev kendt som en driftig og initiativrig erhvervsmand.

Partnerskabet

Det var også i Sisimiut, at han i 1976 mødte Helge Tang, og grundstenen for et usædvanligt forretningsmæssigt partnerskab og venskab blev grundlagt.

Carl Juhl opkøbte sammen med Helge Tang hoteller i Sisimiut, Maniitsoq og Nuuk, og i løbet af de 45 år, de har været samarbejdspartnere, har de ejet et utal af forretninger i Danmark og Grønland.

Carl Juhl kunne sprede smil

I 1988 købte de Hotel Godthaab, og i 1987 byggede de det 4-stjernede Hotel Hans Egede i Nuuk, og hotellet blev udvidet med en stor konferencebygning i 2013.

Besad humoren

Under en af de seneste offentlige optrædener ved indvielsen af HHE-konferencebygningen afslørede Carl Juhl, hvordan han kunne få smil på andres læber med sine muntre bemærkninger.

Her holdt han velkomsttalen og afslørede arbejdsdelingen de to partnere imellem:

- Så var det, at vi blev enige om… Eller Helge blev enig med sig selv om, at han kunne bestemme indretningen, og så kunne jeg holde velkomsttalen, sagde Carl Juhl ifølge en reportage fra Sermitsiaq.AG, da hotellet gik fra fire til fem stjerner.

I talen fortalte han også om det hårde arbejde, der lå bag opbygningen af en af Grønlands fremmeste hoteller. Kendetegnende for Carl Juhl var, at han gennem livet aldrig var bange for at smøge ærmerne op og kaste sig over praktisk arbejde.

- Vækst er ikke noget, man får foræret. Det er noget, man skaber, har han fastslået.

Med i adskillige selskaber

Carl Juhl har siddet i mange bestyrelser, været både formand og administrerende direktør. Han var kendt for at have næse for tidens trends, og med den helt særlige humor var han en afholdt og karismatisk forretningsmand.

Så sent som i december 2020 var han medstifter af ejendomsselskabet Imeqarfik ApS, der står bag byggerier i Nuuk til en halv milliard kroner. Han er desuden medejer af blandt andet Polarbo ApS, HC Ejendomme Nuuk A/S, de to ejendomsselskaber Nuuk City og Sermersooq, foruden halvparten i Hotel Hans Egede A/S.

Carl Juhl var også ægtemand og far. Han lagde aldrig skjul på, hvor stolt han var af sin familie.

Powered by Labrador CMS