Hotel Sisimiut markerer ti års jubilæum
Jubilæet markeres med en storstillet fødselsdagsfest
For præcis ti år siden overtog Anette Grønkjær Lings roret på Hotel Sisimiut i samarbejde med de tre nye ejere Agerskov, Grønlands Rejsebureau og GLInvest.
- Det har været nogle super sjove og meget spændende år. Takket være vores fantastiske medarbejdere har vi udviklet forretningen og Hotel Sisimiut producerer og leverer i dag også turismeoplevelser og cateringservice, siger Anette Grønkjær Lings i en pressemeddelelse.
Byen inviteres til morgenmad
Og det skal markeres med en storstillet fødselsdagsfest fra klokken 10.00, hvor hele byen inviteres til morgenmad. Samtidig vil der være konkurrencer, gaver og paggak, oplyser hotellet i en pressemeddelelse.
- Jeg er stolt af at være en del af Sisimiut, og det er derfor helt naturligt at fejre jubilæet med hele byen. Nu håber vi bare på tørvejr og en masse kaffetørstige gæster, lyder det fra Anette Grønkjær Lings.
Siden 2008 har Anette og Bo gradvist købt parterne ud, men fortsat det tætte samarbejde. Grønlands Rejsebureau har blandt andet kontor i receptionen og Magnus Agerskov er bestyrelsesformand for hotellet.