Helge Tang udråbt som racist
Adm. direktør for Hotel Hans Egede-koncernen, Helge Tang, afviser i skarpe vendinger, at han i et blogindlæg har kaldt grønlændere for undermennesker
Helge Tang, direktør og medejer af Hotel Hans Egede-koncernen, afviser at han har skrevet racistisk blogindlæg. Foto: Leiff Josefsen
I et blogindlæg på hjemmesiden smartlog.dk kommer en person, der kalder sig "Helge Tang" med et omfattende angreb på den grønlandske befolkning.
- Grønland er et frygteligt sted, pga. det grønlandske folk. Alle grønlændere kan sammenlignes med en snylter eller parasit, nærmest rotteagtig af natur, fremgår det blandt andet af blogindlægget, hvorefter vedkommende derefter hæfter sig ved, at de omfattende sociale problemer samtidig giver penge i kassen.
- Det glæder mig, at vi i årevis har haft muligheden for at spinde millioner af kroner til vores egen private interesser, skabt på grundlag af grønlandsk elendighed, står der i indlægget.
Hvem vil skade?
Helge Tang betegner indlægget som skrækkeligt og afviser ethvert kendskab til det.
- Jeg er personligt meget berørt af det. Det er ødelæggende for både mig og vores forretning. Jeg har boet her i 40 år og har to grønlandske drenge, som jeg har adopteret. Jeg var ved at falde ned af stolen, da jeg blev opmærksom på indlægget. Hvem er det, der forsøger at skade os? spørger han.
Helge Tang undersøger endvidere, om det kan lade sig gøre at fjerne indlægget, samt om man kan opklare, hvem der står bag.
Du kan læse hele det falske indlæg her.