Grønlandsbanken: Det vil gå knap så galt

Grønlandsbanken har opereret med et årsresultat, der vil lande på mellem 80 og 120 millioner kroner. Det indsnævres nu til et estimat på 100 til 120 millioner kroner før skat, fordi coronakrisen vil påvirke banken i mindre grad end forudset.

Offentliggjort

I en fondsbørsmeddelelse, som Grønlandsbanken udsendte i dag mandag, forventer Grønlands største bank, at coronakrisen vil få en mindre effekt på bankens årsresultat før skat.

- På baggrund af en reduceret markedsrisiko på bankens beholdning af værdipapirer, den forretningsmæssige udvikling hidtil i året og en gennemgang af bankens engagementer, kan det forventede resultat-estimat nu yderligere indsnævres, oplyser banken.

Hjælpepakker

- De negative påvirkninger på kreditkvaliteten vurderes mindre på baggrund af bl.a. hjælpepakker til særligt turisme-branchen, og at øvrige brancher kun i mindre omfang er berørt i Grønland. Samtidig er en række brancher i en positiv udvikling, ligesom det private boligmarked ikke er berørt, fastslår banken i meddelelsen.

Grønlandsbankens konkurrent - BankNordik - har ligeledes været ude at meddele, at årsresultatet bliver bedre end forudset i 1. kvartal, hvor coronakrisen for alvor slog igennem.

Powered by Labrador CMS