Gør klar til storskala-protest

Utilfredse Nuuk-borgere arrangerer demonstration i Nuuk på mandag mod storskalaloven og jernmineprojektet

'Foreningen 16. august' ved en tidligere demonstration. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Mandag den 26. november klokken 16 vil utilfredse Nuuk-borgere demonstrere foran Inatsisartut i protest mod storskalaloven og jernmineprojektet i Godthåbsfjorden.

Demonstrationen er netop nu under planlægning, men initiativtager Jan Hansen, formand for 'Foreningen 16. august', der er imod råstofloven og storskalaloven, siger til Sermitsiaq.AG, at han håber, at mindst 100 mennesker møder op.

- Overordnet set er målet at sikre, at miljøet ikke lider skade, men det anser vi som urealistisk, så derfor satser vi på at stoppe jernmineprojektet indtil videre, siger Jan Hansen, der allerede nu har fået positive tilbagemeldinger fra miljøorganisationerne Nuuk Fjords Venner og Avataq, som vil deltage i demonstrationen.

Jan Hansen understreger, at demonstranterne ikke er imod udvikling i Grønland, men at de fastholder, at det skal ske på ordentlige vilkår og oplyst grundlag, hvilket de aktuelt ikke mener er tilfældet.

Powered by Labrador CMS