Frygter prispres fra Royal Greenland
Det er uacceptabelt, at Royal Greenland køber sig ind i produktionsanlægget i Qeqertaq, lyder det fra politisk hold
Atassuts partiformand er langt fra tilfreds med, at Royal Greenland har købt hovedparten af produktionsanlægget Qeqertaq Fish i bygden Qeqertaq nord for Ilulissat.
Læs "Royal Greenland på opkøb"
- Atassut kan ikke acceptere, at Royal Greenland nu køber størstedelen af produktionsanlægget i Qeqertaq med samfundets midler. Fra Atassuts side er vi alvorligt bekymret for, at Royal Greenland vil presse priserne, lyder det fra partiets formand Gerhardt Petersen.
- Ikke mindst er vi fra Atassuts side bekymret for, at Royal Greenland vil konkurrere mod private produktionsanlæg i Diskobugten med offentlige midler i ryggen, lyder det videre.
- Vi vil ikke kvæle nogen
En bekymring der blandt andet er blevet delt af Halibut Greenlands direktør Niels Thomsen. Men som Royal Greenland afviser:
- Vi er ikke ude på at kvæle nogen. Vi driver en forretning her, og alle de dispositioner, vi foretager os, gør vi fuldstændigt på 100 procent kommercielt grundlag, har Royal Greenlands produktionsdirektør Lars Nielsen tidligere sagt til KNR.