sæler

Fiskere i Danmark råber om hjælp mod glubske sæler

Voldsom stigning i bestanden af gråsæler truer det danske fiskeriet flere steder. Fiskerne kræver erstatning, men miljøministeren har ikke umiddelbart penge klar

Gråsælen er et stort problem for de danske fiskere. Den yngler ved Sverige og Estland og tager derefter til Danmark, hvor den ifølge fiskerne både hærger og ødelægger net og fisk
Offentliggjort

Ødelagte net og skambidte, flåede fisk, hvor kun lever og rogn er gnavet ud af sultne sæler. For fiskere i Danmark er gråsælen blevet et massivt problem.

Selv om sælen har været fredet siden 1967, så har miljøministeren netop givet lov til en begrænset regulering af særligt nærgående gråsæler.

- Vi påskønner gestussen. Men det er slet ikke nok til at løse kæmpeproblemet med alt for mange sæler, som æder fiskene eller jager dem langt væk, og ødelægger grundlaget for det kystnære fiskeri, siger formanden for de bornholmske fiskere, Thomas Thomsen.

Bornholm er et af de steder, hvor problemet er størst. Andre steder er Stevns, Kattegat og Limfjordens munding.

Seniorforsker Jonas Teilmann fra Institut for Bioscience - Havpattedyrsforskning ved Aarhus Universitet siger, at skal man regulere sæler i Danmark, skal man gøre som for 100 år siden, hvor der blev skudt virkeligt mange gråsæler, mener han. Men da den løsning næppe har nogen gang på jorden, må fiskerne håbe på hjælp fra naturens hånd. En stor sælbestand, som den nuværende plejer historisk hvert 10. til 15. år at udløse en voldsom epidemi blandt sælerne, som flere gange har halveret bestanden.

Powered by Labrador CMS