Australiere sørger ved berømt Sydney-strand efter masseskyderi

Normalt er der masser af liv på Bondi Beach i australske Sydney. Mandag bliver der lagt blomster i stilhed.

Folk lægger mandag blomster ved Bondi Beach, hvor søndagens masseskyderi fandt sted.
Offentliggjort

Australiere sørger mandag ved Bondi Beach i Sydney, hvor 16 mennesker søndag mistede livet i det mest dødbringende masseskyderi i Australien i næsten 30 år.

27 mennesker er fortsat indlagt på forskellige hospitaler i Sydney - seks er i kritisk tilstand, skriver ABC. I Sydney er køerne vokset ved flere klinikker, hvor folk kan donere blod.

Skyderiet var søndag rettet mod en jødisk begivenhed, der fandt sted på stranden. To gerningsmænd - en 50-årig far og hans 24-årige søn - affyrede de dræbende skud mod menneskemængden.

I alt 16 personer blev altså dræbt i angrebet, der har affødt reaktioner verden over. En af gerningsmændene er blandt de dræbte.

Trafik spærret af og butikker holder lukket

Et hav af blomster ligger langs strandpromenaden ved den berømte strand i den australske storby. Normalt er stranden fuld af liv, men mandag er der stort set stille, viser billeder fra stedet.

Al trafik er spærret af. Caféer, restauranter, butikker og supermarkeder langs vejen Campbell Parade, der løber langs stranden, holder lukket, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Det er bare... Det er en meget trist tid her til morgen ... Jeg er her hver dag, og normalt, som på en mandag eller en hvilken som helst morgen, er der fyldt, siger 27-årige Morgan Gabriel, som bor i Bondi, til nyhedsbureauet Reuters.

- Folk svømmer, surfer, løber. Så det her er meget, meget stille. Og der er bestemt en alvorlig slags stemning, tilføjer hun.

18-årig så flere lig

Lokale beboere og livreddere har stillet glemte ejendele op langs stranden. Ejendele, der blev efterladt af folk, da de flygtede for livet under skyderiet.

18-årige Trent Tur var i vandet, da skyderiet begyndte søndag aften på stranden.

- Desværre så jeg et par lig. Det var den værste følelse. Ord kan ikke beskrive det, siger han ifølge Reuters.

- Ærligt talt. Det er forfærdeligt. Som et lokalsamfund kan vi komme videre fra dette. Det vil være svært, men den australske ånd i Bondi er meget stærk, og vi kan komme videre, tilføjer han.

Australiens premierminister, Anthony Albanese, har også besøgt stranden mandag og lagt blomster ved kultur- og kunstcenteret Bondi Pavilion.

Vil skærpe våbenlovgivning

Våbenlovgivningen i den australske delstat New South Wales skal skærpes efter masseskyderiet, siger Chris Minns, leder af delstatsregeringen i New South Wales, på et pressemøde.

- Jeg mener, at det er på tide, at vi ændrer loven i forhold til våbenlovgivningen i New South Wales. Men jeg er ikke klar til at præsentere det i dag.

- Vi vil sikre os, at den påtænkte reform og de ændringer i New South Wales får en varig effekt. Man kan forvente handling snart, tilføjer han.

Den australske premierminister, Anthony Albanese, siger mandag, at hans regering også vil overveje at skærpe våbenloven på landsplan.

En af gerningsmændene havde våbentilladelse

Ifølge Albanese vil regeringen overveje at begrænse antallet af våben, som enkeltpersoner må eje eller have tilladelse til, samt foretage en løbende gennemgang af våbentilladelser, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Politiet har udpeget en 50-årig far og hans 24-årige søn som gerningsmændene bag søndagens skyderi, hvor 16 mennesker har mistet livet - heriblandt en 10-årig pige.

En af de dræbte er den 50-årige gerningsmand. Han havde ifølge politiet haft våbentilladelse i ti år og ejede flere registrerede skydevåben.

Han var medlem af en skytteklub og var i kraft af våbenloven berettiget til at få udstedt en våbentilladelse, oplyser Mal Lanyon, politichef i New South Wales, på mandagens pressemøde.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS