Familien, isen og arven: Et fangstliv i forandring i Havighivik

Forår 2025.

Familien Kristensen er på vej ud med hundeslæderne. De kører i flere slæder, og Olennguaq Kristensens søn følger efter i sin egen. Målet er tydeligt: De skal ud og fange søkonger.

Vi er i Savissivik – stedet, hvor isen bestemmer.

Bygden, som bliver stavet Havighivik af indbyggerne – der talte 48 ved årets start – ligger syd for Qaanaaq i den nordvestlige del af Melville Bugten.

Olennguaq kører sammen med sin kone, Naduk, og parrets barnebarn. I slæden ligger flere lange bambusskafter. For enden af hvert skaft har Olennguaq selv lavet et net – her skal søkongerne fanges. Det er vigtigt, at fuglene ikke får åbne sår, som de ville få, hvis de blev skudt med riffel, fordi søkonger smager bedre, når de ikke har blødt.

Når Olennguaq Kristensen fanger en søkonge, holder han den fast ved vingerne, så den ikke flyver væk. Med præcision presser han på brystet, indtil hjertet løsner sig. Det er den traditionelle måde, at fange søkonger på i Avanersuaq. En metode, der er gået i arv gennem generationer. Olennguaq er ikke vokset op med metoden, men det er noget han har lært i Savissivik.

Flere søkonger rigere drager familien tilbage, og beslutter sig for at se efter isbjørne.

De får øje på isbjørnespor. Der må være én i nærheden, tænker Olennguaq.

- Lad os gå derop og tjekke Facebook, og se om nogen har set den, siger Olennguaq.

Men signalet var for svagt. Derfor ringer hans kone til deres datter for at høre, om nogen har skudt en isbjørn. Nej - ingen nyheder.

Hjertet begynder at slå lidt hurtigere og de følger sporene. Efter kun fem minutter får de øje på bjørnen, der allerede er begyndt at flygte. Olennguaq handler hurtigt: han skærer nogle af snorene af på hundeslæden, så hundene kan løbe efter bjørnen og holde den tilbage.

Når hundene får dyret til at stå stille, går de selv til angreb for at dræbe det. Det er sådan, man gør i Savissivik, en metode, der har været brugt i generationer, hvor mennesker og hunde arbejder sammen for at overleve i den barske natur.

Se videoen, hvor familien Kristensen er på isbjørnejagt.

Far som lærer

Olennguaq Kristensen, der oprindeligt kommer fra Nuussuaq i Upernavik-området, har boet i Savissivik i 30 år. Han flyttede til bygden i 1995, hvor hans kone kommer fra.

- Jeg har altid været fanger, bortset fra de fire år, hvor jeg arbejdede som timelærer på skolen. Men da der ikke længere var nok elever, gik jeg tilbage til fangsten, fortæller han.

Efter sin konfirmation, gik han i sin fars spor. Han var fanger. Lige siden har Olennguaq beskæftiget sig med fangst. Men fangstmetoderne har ændret sig gennem årene.

Nu prøver han for eksempel at fange sæler med garn.

- Vi kan ikke længere stole på havisen. Derfor sætter jeg nu garn østfor bygden, hvor der stadig er lidt havis. Vi bliver nødt til først at gå på land, før vi når lidt is, hvor garnet kan sættes, fortæller han.

Havisens uforudsigelighed er blevet en af de største udfordringer ved livet som fanger i Savissivik.

- Havisen er tre måneder forsinket. Derfor er vores fangstture under mørketiden nu påvirket af den ustabile havis, der ikke længere er fast. Det er farligt at prøve at tage længere ud, når der er så mørkt. Det hjælper, når lyset begynder at vende tilbage, siger han.

I dag er der mest lyst ved to- eller tre-tiden om eftermiddagen. Her kan de kan se isfjelde ved kysten.

- Men vi kan ikke se sæler for eksempel, det er alt for mørkt. Vi bruger lommelygter rigtig meget. Når vi kører med hundeslæde, er det sikkert nok, fordi hundene ved, hvor de skal hen, også selvom det er meget mørkt, siger han.

Forråd hele året

Olennguaq Kristensen følger fangstens sæsoner og samler til forråd. Forår og sommer er det narhvalssæson.

- Vi pakker kødet i portioner, så det lige er til at tage op i løbet af vinteren. Om sommeren tørrer vi kødet, fortæller Olennguaq Kristensen.

- Når jeg har fanget en hvidhval om efteråret, lægger jeg det i en kasse, som jeg bruger specifikt til at fryse det råt med spæk og kød, siger han.

Noget Olennguaq Kristensen prøver at gøre hvert år, er at fermentere søkonger. Det kaldes ‘kiviaq’, som er en traditionel spise i Nordgrønland. Fuglene pakkes ind i en sæl, bliver syet sammen og forsegles med sælfedt, før den begraves i en stenkiste i flere måneder for at fermentere. 

- Vi gør det samme med hvalroskød, og så skal det ligge under jorden i længere tid, dækket af sten, men samtidig skal der være luftcirkulation, fortæller Olennguaq Kristensen.

Nedlægger narhval i kajak

Af de store dyr er Olennguaq Kristensens yndlingsfangst narhvalen.

- Jeg vil helst fange narhvaler fra min kajak. Men vi tager båden til stedet med hvalerne. Vi bruger de ældres viden om deres færd, fortæller han.

De sejler ud i jollen og venter tålmodigt på narhvalerne med slukkede motor. Når dyrene kommer til syne, sætter Olennguaq sig i sin kajak og ror stille og målrettet mod dem.

- Lige siden jeg lærte at gå på narhvalfangst med kajak, har det været min foretrukne metode, siger han.

Fra sin kajak sørger Olennguaq med sikker hånd og en fangeblære, for at narhvalen nedlægges uden risiko for, at den synker.

Fangeblæren laver han selv.

- Jeg plejer at lave fangeblæren på den gammeldags metode med sælens skind. Jeg prøver så vidt muligt at lave en fangeblære lige efter, jeg har fanget en sæl og pelsen er hel. Jeg fjerner kun hår og spæk fra halsområdet, fortæller Olennguaq Kristensen.

På den måde sparer han ikke kun penge, men det er også mere effektivt.

Alle de færdigheder og den viden, som Olennguaq har, sørger han for at give videre til alle sine syv børn.

- De deltager alle sammen. Jeg sørger for, at mine sønner har egen båd. På den måde sikrer vi en større fangst. Når vi for eksempel er på narhvalsjagt, så harpunerer jeg først, og så får en af mine sønner lov til at harpunere den igen fra deres kajak, siger han.

Olennguaq og Naduk har otte børnebørn – alle drenge.

Sådan lever Olennguaq Kristensen sit liv i Havighivik, tæt forbundet med både familie og natur. Den viden og de færdigheder, han har lært af de ældre, sørger han omhyggeligt for at give videre til sine børn og børnebørn, så traditionerne og erfaringerne fra generationer ikke går tabt.