Fiskepriser er stabiliseret - torsk stiger
En ny opgørelse over eksportpriserne på de vigtigste fiskearter viser, at priserne er stabiliseret.
Efter to år med fald i priserne på de vigtigste fiskearter er priserne stabiliseret. Prisen på torsk er endda steget.
Det viser en opgørelse over eksportpriserne det seneste kvartal fra Grønlands Statistik. Opgørelsen er et prisindeks for det prisniveau produkterne har, når de forlader Grønland.
- Rejepriserne faldt med ca. 2 procent.
- Prisen for hellefisk steg med 1 procent.
- Torskepriserne steg med ca. 8 procent.
Grønlands Statistik følger fiskeeksporten tæt, og her er det også kommet nye tal for eksporten de første 11 måneder af 2021.
Her viser tallene, at eksportværdien i januar til november 2021 var på 4.069 mio. kr.
- I forhold til sidste år samme periode, er der tale om et fald på 414 mio. kr., svarende til 9,2 pct., skriver Grønlands Statistik.
Statistikkontoret tager forbehold for, at der er tale om foreløbige tal, der kan ændre sig.
Grønlands Statistik opgør faldet i eksportværdien på de forskellige arter således:
Rejer:
Eksportværdien af rejer er fra januar til november 2021 faldet med 4,9 pct., svarende til 107 mio. kr. Faldet skyldes udelukkende et prisfald på 6,4 pct., idet mængderne er steget med 1,6 pct.
Hellefisk:
Eksportværdien af hellefisk er faldet med 16,0 pct., svarende til 214 mio. kr. Mængderne faldt med 8,2 pct., og den gennemsnitlige kilopris faldt med 8,6 pct.
Torsk:
Eksportværdien af torsk er samlet set faldet med 11,4 pct., hvilket svarer til 45 mio. kr. Mængderne er steget med 3,7 pct., og den gennemsnitlige kilopris er faldet 14,5 pct.