Ekspert: Coronakrisen forstærker cybertrussel
Truslen for angreb på internettet stiger i disse år, og coronakrisen har kun gjort det værre, fortæller ekspert. Grønland må ruste sig mod cyberkriminelle, lyder det.
Her i landet har man tidligere været ude af loopet omkring truslen på internettet, forklarer Thomas Kristmar, som er senior manager indenfor cybersikkerhed hos KPMG P/S.
- I Grønland kunne man tidligere sige: Hvem er interesseret i os? Det er bare noget, der sker i andre lande. Men den virkelighed findes ikke mere, fordi vi alle sammen deler internettet, siger eksperten, som har arbejdet med cybersikkerhed de sidste 20 år.
Han fortæller, at det først er indenfor de seneste fem år, at interessen for området er steget eksplosivt.
- Dels på samfundsniveau men bestemt også på regeringsniveau, siger han.
Og truslen i Grønland er høj, understreger eksperten.
- Ifølge Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste, så er trusselsniveauet i Grønland det samme som i Danmark- altså meget høj trussel fra cyberkriminelle, fortæller han.
- Tag nu bare de angreb, som sker i skyggen af corona. Cyberkriminelle udnytter krisen til at sende mails, der tilsyneladende vedrører corona, men som reelt er mails med ondsindet kode, der er beregnet til at bryde ind i virksomheder ved for eksempel at lokke brugere til at udlevere brugernavn og adgangskode.
Arktis er højspændt indenfor cyberkriminalitet
Og så er der selvfølgelig den nuværende geopolitiske situation, som giver trusselsbilledet et ekstra nyk op. De lande, som interesserer sig for Grønland og Arktis, er nemlig toppen af poppen, når det kommer til viden om og evner til at indhente informationer over internettet.
- USA, Kina og Rusland er nogle at de lande, der er mest kapable på internettet overhovedet. De har alle interesse i Grønland med forskellige motiver. Det er klart, det giver et ekstra tvist. Det betyder, at virksomheder, der er samfundskritiske, som for eksempel Nukissiorfiit og Tele-Post samt myndigheder er nødt til at forholde sig til cyberkriminelle.
Men hvad betyder det her så for Grønland?
- Det betyder, at man som myndighed eller virksomhed ikke mere kan skjule sig i mængden. Man bliver nødt til at styrke sin indsats og generelle robusthed, så man er klar, når man bliver udsat for et cyberangreb.
Du siger: når man bliver udsat - ikke hvis?
- Som den tidligere chef for FBI sagde i 2012: Der findes to typer af virksomheder, dem der er blevet hacket, og dem der vil blive hacket.