Disko Line vil indstille sejlads med hybridskib

Passagerskibet Maliina Ittuk tages ud af drift, når den nye lufthavn i Qaqortoq åbner, oplyser Disko Line.

Maliina Ittuk ankom til Qaqortoqs havn 20. oktober 2025.
Offentliggjort

Med flere års forsinkelse ankom Disko Lines nybyggede hybridskib Maliina Ittuk til Qaqortoq 20. oktober sidste år. Nu tages skibet snart ud af drift igen, oplyser Disko Line i en pressemeddelelse fredag morgen.

Disko Line oplyser, at der er taget beslutning om at tage skibet ud af drift, når lufthavnen i Qaqortoq åbner. Lufthavnen er planlagt til at åbne 16. april dette forår.

Ifølge Disko Line er det ikke lykkedes at sikre de nødvendige havnefaciliteter til at opretholde en stabil og sikker drift af skibet. Det drejer sig blandt andet om mangel på en fast kajplads, adgang til landstrøm og stabile liggeforhold.

Ifølge Disko Line har det flere gange været nødvendigt at flytte skibet rundt om natten for at undgå skader, når der har været hårdt vejr. Det har været udfordrende for medarbejderne på skibet.

Ifølge Disko Line sejler skibet på en kontrakt, der udløber med åbningen af den nye lufthavn. Hvad der efterfølgende skal ske med skibet er ikke afklaret.

Maliina Ittuk er Disko Lines med afstand største passagerskib med plads til 113 passagerer. Byggeriet af skibet var uheldsramt og varede i alt seks år. Skibet har hybrid-teknik og kan altså også sejle på strøm.

Powered by Labrador CMS